Lego-familie investerer millioner i fynsk gods

Lego-familiens overhoved Kjeld Kirk Kristiansen opfører nyt korntørreri på fynsk gods.

Schelenborg Gods - også stavet Scheelenborg - på Fyns Hoved, der er ejet af Lego-familiens overhoved Kjeld Kirk Kristiansen, er i gang med at opføre et korntørreri, skriver EB.dk.

Hverken direktionen i selskabet Schelenborg Gods eller pressechefen i Kirkbi ønsker at gå i detaljer med, hvorfor man styrker kornproduktionen og opfører et korntørreri, men de bekræfter, at godset har fået en byggetilladelse fra Kerteminde Kommune.

Godset fik byggetilladelsen sidste år, og i følge avisen er byggeriet i fuld gang.

Baron Christian Carl Juel-Brockdorff solgte Schelenborg Gods til Kjeld Kirk Kristiansen i 1982.

Mange byggeprojekter

Den 71-årige Kjeld Kirk Kristiansen har investeret mange millioner i Schelenborg Gods.

Kjeld Kirk Kristiansen har gennemført over 20 omfattende byggesager, siden han overtog godset fra Juel-Brockdorff i 1982.

Igennem årene har Kjeld Kirk Kristiansen blandt andet revet landbrugsbygninger ned, opført nye, bygget en vinterhave i forlængelse af hovedbygningen, en helikopterlandingsplads samt et 50 kvadratmeter drivhus, skriver EB.dk.

I 2012 fik Kjeld Kirk Kristiansen miljøgodkendelse til at heliporten må anvendes til op til 500 operationer - det vil sige start eller landinger - om året. Herudover må heliporten anvendes til rednings- og ambulanceflyvning.

Den seneste sag i rækken, korntørreriet, skal forbedre landbruget og er en udvidelse af det eksisterende korntørreri med en 1150 kvadratmeter ladebygning.

 

Oversigt

    Oversigt