Aftale: Letbane giver job til unge og lærlinge

Odense Letbane P/S indgår samarbejdsaftale med Byg til Vækst. Der er op til 20 job til lærlinge og unge ledige.

Odense Letbane P/S har indgået en samarbejdsaftale med Byg til Vækst. Aftalen er den første af fire, som er i udbud.

Samarbejdet giver letbanens entreprenører mulighed for at gøre brug af Byg til Væksts netværk af arbejdsgivere, fagforeninger, jobcentre og uddannelsessteder fra hele Fyn og ad den vej sikre, at byens sociale klausuler i forbindelse med store byggeprojekter, kan blive opfyldt. 

- Det betyder, at der er flere, der får adgang til at prøve kræfter med byggeriet. Konkret ved Letbanebyggeriet, nogen kan være så heldig at få læreplads, siger sekretariatschef, Byg til vækst, Peter Rahbæk Juel, og fortsætter:  

- Det er til at blive glad i låget over, for det er virkelig Fyn, der samarbejder om at få flere ind byggeriet. Enten som lærlinge, praktik eller i job. Det er der brug for. I de kommende år skal der bygges for over 35 milliarder på Fyn. Vi er kun i gang med at bygge for milliard nummer fire, så der bliver brug for arbejdskraft.  

Det første udbud er det, man kalder Civilworks, hvor der skal flyttes veje, fortove og cykelstier der hen, hvor de skal ligge fremover. Det er et stykke arbejde, der begynder efter sommerferien.

Der er tale om syv entrepriser. Odense Letbane P/S har nemlig delt strækningen op i syv dele. Der skal således findes syv entreprenører i løbet af foråret - den første er ikke i hus endnu.

Mange job

Det er entreprenørerne der ansætter folk, men Letbanen skal med aftalen leve op til de sociale klausuler, som Odense Kommune har. Klausulerne betyder at 10 procent af arbejdet skal udføres af lærlinge eller ledige i den såkaldte snusepraktik.

I alt regnes der med 20 job til lærlige og unge ledige.

Letbanen i Odense som den vil tage sig ud anno 2020. Her er det Vestre Stationsvej.
Letbanen i Odense som den vil tage sig ud anno 2020. Her er det Vestre Stationsvej.

Glad bygherre

Aftalen indebærer, at Byg til Vækst står til rådighed for de entreprenører, der skal stå for det kommende anlægsarbejde i forbindelse med Odense Letbane.

- Vi er som bygherre glad for aftalen med Byg til Vækst. Den sikrer, at vores kommende entreprenører på arbejdet vil få hjælp fra organisationen til at sørge for, at byens klausuler om at hjælpe lærlinge og interesserede ledige ind i byggebranchen, bliver overholdt, siger Mogens Hagelskær, der er administrerende direktør for Odense Letbane P/S:

- Dermed bidrager letbanen til at leve op til det lokale samfundsansvar, som byrådet fordrer af de store byudviklingsprojekter.

Snus i op til 13 uger

Når det gælder lærlinge, kan der blive tale om kortere forløb som en del af et samlet lærlingeforløb. Det skyldes, at arbejdsprocesserne hos letbanen er relativt korte. Her vil Byg til Vækst hjælpe med, at lærlingene kan færdiggøre deres uddannelse i en anden virksomhed. 

Snusepraktikker hos de enkelte entreprenørvirksomheder vil vare fra 4 til 13 uger.
Et vellykket snuseforløb kan eksempelvis føre til, at den enkelte kommer i job eller vælger at starte i ordinær uddannelse.

Byg til Vækst etablerer et ’virksomhedscenter’, som skal hjælpe entreprenørerne på letbanens anlægsarbejde med at finde praktikanter.

Endelig skal Byg til Vækst generelt være med til at sikre, at entreprenørerne får adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor står Byg til Vækst fynske netværk til rådighed for rekruttering af alle former for arbejdskraft til byggepladsen. 

 

Oversigt

    Oversigt