Livereporter slap ikke – her danser han løs på direkte tv

Ugly Duckling Swing Festival fik lokket livereporter fra TV 2/FYN med ud på dansegulvet af flere omgange – til stor glæde for seerne og nyhedsværterne.

Der var lagt op til hurtige fødder og glade danserytmer i Odense fredag aften, hvor både øvede og nybegyndere var til swingfestival.

TV 2/FYN-reporter Mikkel Skov Svendsen var med igennem direkte i 19.30-udsendelsen, og som du kan se i videoen øverst i artiklen, slap han ikke for at komme en tur ud på dansegulvet. Inden da nåede han at interviewe Ditte Toft fra The Ugly Duckling Swing Festival.

- Der er så meget leg og improvisation, og man danser med alle mulige forskellige mennesker, så man kan ikke blive andet end glad, når man træder ud på dansegulvet, siger Ditte Toft, der har danset i fire år.  

Nu er det tid til at danse

Det er tredje gang, at festivalen finder sted, og der kommer undervisere hele vejen fra Berlin for at lære fynboerne dansetrinnene.

Det tager dog ifølge Ditte Toft kun cirka 30 minutter, før man kan lære trinnene og få glæde af de glade danserytmer.

- Nu er der ikke tid til at snakke mere, afbryder Mikkel Skov Svendsen, inden han midt under liveinterviewet tager Ditte Toft med ud på dansegulvet.

 

Livereporter danser med alle damerne

I studiet på TV 2/FYN kunne vært Frederik Roland ikke skjule glæden ved at se sin kollega føre sig frem på dansegulvet.  

- Så gjorde han det, den gamle swinger! Det så rigtig godt ud. Han kan jo lære det på en halv time, sagde Frederik Roland efter dansen i 19.30-udsendelsen og lovede, at seerne kunne se mere senere på TV 2/FYN Nyhedskanalen (se endnu flere dansetrin fra Mikkel Skov Svendsen herunder). 

 

Efterfølgende var begejstringen endnu en gang at føle i studiet i Odense.

- Han danser med alle damerne i aften, ham Mikkel. Det var kvinde nummer to, han havde gang i ude på dansegulvet. Han slår min rekord, fortalte Frederik Roland efter indslaget på TV 2/FYN Nyhedskanalen.

 

Oversigt

    Oversigt