I det fynske folks tjeneste

Løb ud på vejen: 19-årig indlagt på intensiv

En 19-årig mand stod af bussen og løb ud på vejen, hvor han blev ramt af en personbil. Manden er indlagt på intensiv på OUH.

Fredag aften steg en 19-årig mand af bussen og løb af ukendte årsager ud på Vollsmose Allé ved Egeparken. Her blev han ramt af en personbil, oplyser Fyns Politi.

- De første meldinger lyder på, at føreren af bilen har haft svært ved at undgå den 19-årige, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Christian Rasmussen.

Den 19-årige blev kørt på intensivafdelingen på Odense Universitets Hospital efter sammenstødet.

- Han var bevidstløs på stedet. Seneste melding lyder på, at han er uden for livsfare, fortæller Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Politiet undersøger nu omstændigheder for sammenstødet.

- Om der er foregået noget ulovligt, eller føreren af bilen har kørt for stærkt, det må komme an på undersøgelserne fra stedet, fortæller Christian Rasmussen fra Fyns Politi.