Lokal aftale med lærerne i Nyborg sendt til hjørne

Når Nyborg byråd mødes i eftermiddag ventes det, at forslaget om en lokalaftale om lærernes arbejdstid bliver sendt til hjørne.

Der var ellers lagt op til et tæt opgør mellem rød og blå blok efter, at  Socialdemokraterne, Enhedslisten, og SF har foreslået, at byrådet giver grønt løs for, at der kan indledes forhandlingerne med lærerne om en lokalaftale.

Frem til i dag var det uklart, om Venstre, Dansk Folkeparti og løsgængeren Helle Frøslev ville stemme for forslaget, når det kom til behandling i byrådet. Men her til formiddag lyder meldingerne fra dem, at forslaget vil blive sendt til behandling i fagudvalget.

- Det er den rigtige fremgangsmåde, også fordi vi gerne vil have alle aspekter belyst, så forvaltningen kan få mulighed for at se nærmere på forslaget, siger borgmester Kenneth Muhs (V).

Rød blok har tidligere fremsat et lignende forslag i byrådet. Det skete i 2014, men dengang blev det nedstemt af blå blok med argumentet om, at det var udtryk for mistillid til skolelederne.

- Men flere andre fynske  kommuner,  blandt andet Kerteminde og Odense, har siden indgået lokale aftaler om lærernes arbejdstid, og nu synes vi, at tiden er moden til, at også Nyborg viser lærerne den samme tillid, siger Vibeke Ejlertsen (S).

Hun er ærgerlig over, at de blå partier på mødet i dag vil sende forslaget tilbage til udvalget.

- Jeg opfatter det som et udtryk for drillerier, og jeg synes, at det er ærgerligt, at de på den måde trækker sagen i langdrag, siger Vibeke Ejlertsen.

Se mere om sagen klokken 19.30

Oversigt

    Oversigt