Kun tre ting i toilettet: Lort, pis og papir

Folk i Seden har fået en dårlig vane. De smider vådservietterne ud i toilettet. Det er et problem, for det stopper og ødelægger pumperne.

Vandcenter Syd, der står for spildevandet i Odense og Nordfyn kommuner, fortæller, at man mange gange hver uge rykker ud til pumpestop, der skyldes fremmedlegemer i kloakken. Men nu sætter de ind over for problemet, og de begynder i Seden.

- Det er sådan noget, der sætter sig i pumperne, siger pumpeoperatør hos Vandcenter Syd Kaj Elnegaard, der trækker nogle brune strimler ud af en pumpe i Seden.

Han er igen ved at reparere den lokale pumpestation som så mange gange før. Pumpestationen har i længere tid døjet med ét specifikt problem.

- Folk putter alt muligt i toilettet, som egentlig ikke skal i toilettet, men i skraldespanden, og det stopper vores pumper til, siger Ivan Vølund, spildevandschef hos Vandcenter Syd.

Kun tre ting i dit lokum

Især vådservietter sætter sig fast i pumperne, og det er Vandcenter Syd godt trætte af. Derfor fik beboerne ved Ryleholmen i Seden sig en noget usædvanlig pakke i postkassen tirsdag morgen. Budskabet er klart:

- Kun tre ting i dit lokum, og hvis man er i tvivl om, hvad det er, så står det på bagsiden, at det er lort, pis og papir, siger Ivan Vølund.

Det er ikke kun i seden, at man har problemet. Det gælder hele Vandcenter Syds område, der dækker Odense og Nordfyns kommuner. En billig pakke vådservietter kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, så snart de ryger i toiletet.

- Vi har lavet en ret grundig undersøgelse af vores mandetimer, og vi har brugt 650.000 kroner på et år på at pille klude ud. (af pumperne, red.) Det er bare i mandetimer. Ud over det kommer der reservedele til pumperne, der er ekstra strømforbrug, og vi får en masse affald ind på vores renseanlæg, der er vådt og skal køres væk, fortæller Ivan Vølund.

Slamsuger må hjælpe

Ved pumpestationen i Seden har vådservietterne sat sig så godt fast, at kaj Elnegaard må tilkalde en slamsuger.

- Situationen er den, at vi får en slamsuger ud at tømme, for vi kan se, at der flyder rigtig mange servietter rundt dernede, siger Kaj Elnegaard og fortsætter:

- Det er da lidt irriterende at skulle herud så tit, når vi har masser af andre opgaver, når vi gerne vil ud og lave nogel pumpeeftersyn og andre ting.

Det havner i toillettet

Vådservietter og engangsklude er især problematiske, fordi de ikke kan opløses af vand. Kludene ryger derfor videre i kloakken, hvor de ofte snor sig fast i pumper og sammen med olie- og sæberester danner kæmpe klumper, der stopper kloakrørene til.

Vatpinde er også velkendte plageånder, fordi de kan gå igennem ristene på renseanlægget og komme ind i maskineriet, hvor de skaber problemer.

Men der havner også bleer, cigaretskodder, tamponer, vaskeklude, hygiejnebind, kondomer og trusseindlæg i kloakkerne. Blandt de mere særprægede ting, der havner i vores kloakker, er døde dyr, cowboykukser og af og til et gebis, fortæller Ivan Vølund.

VandCenter Syd bruger omkring 650.000 kroner om året på at fjerne de uønskede ting fra tilstoppede rør og pumper i Odense og Nordfyn kommuner. 

Her kan du læse mere om generne ved at putte ting som vådservietter i toilettet.

Oversigt

    Oversigt