Lortesag på Sydfyn: Borgere raser over nye kloakker

900 ejendomme i Svendborg Kommune skal have nye kloakker for næsten 40 millioner kroner. Dem skal borgerne selv betale - og det har givet ballade på Sydfyn.

De mange boliger skal have delt kloakkerne op så spildevand og regnvand kan adskilles. Det er en del af kommunens nye spildevandsplan.

Men det nye to-strengede kloaksystem skal borgerne selv betale for at få lagt ind på de enkelte grunde. Per Nykjær Jensen er talsmand for lodsejerne, og ifølge hans beregninger vil det koste mindst 40.000 per husstand at få skifte kloakken.

- Det svarer til en ekstraskat på 38 millioner kroner, som drysses ud over 900 tilfældige familier. Byrådet forventer vel ikke at folk accepterer noget

sådant, uden at stille spørgsmål til rimeligheden heri, specielt nu hvor folks økonomi er meget sårbar, skriver Per Nykjær Jensen i et åbent brev til kommunens politikere.

Renere spildevand

Det er langt fra første gang en kommune har pålagt private borgere at betale for kloarkering, og i denne omgang er det altså Svendborg Kommune, der vil have arbejdet gjort.

- Den kommende spildevandsplan har to hovedsigter. Fra statens side stilles der krav om, at spildevandet skal renses bedre for at sikre vandkvaliteten i øhavet, søerne og vandløbene. Samtidig har de senere par års monsterregn vist, at vores kloakker og renseanlæg ikke kan klare de store vandmasser. Og det er dét, som den nye spildevandsplan gerne skulle tage hånd om, fortæller miljøtekniker Birgitte Varming fra Miljø og Teknik, Svendborg Kommune.

Skulle vi også betale el-nettet?

Per Nykjær Jensen og lodsejerne køber dog ikke argumenterne, og sammenligner det med at borgere skulle betale for at ændre el-nettet fra 220 til 110 volt.

- Der findes kun en slags penge, nemlig dem vi har tilsammen. Disse penge skal strække til de udgifter vi har. Derfor ville det være langt mere rimeligt at lade udgifterne til nye stikledninger, på de berørte private grunde, udføre for kommunens regning, sammen med fornyelsen af hovedkloakkerne, og derefter fordele de samlede udgifter på alle kloakbrugere, skriver Per Nykjær Jensen.

Svendborg Kommune fastholder dog, at det både er en god idé og helt retfærdigt at ændre kloaknettet.

- Ved nogle ejendomme bliver der lagt op til, at de skal kloakeres. Det er typisk ejendomme ude på landet, hvor det ikke tidligere har været muligt at kloakere. Men ny teknik har gjort det økonomisk muligt - og da det også er den løsning, som rigtig mange borgere har efterspurgt, har vi valgt den løsning alle de steder, hvor det kan lade sig gøre, siger Birgitte Varming.

De nye kloakker er en del af kommunens spildevandsplan for 2013-2024 og er i høring indtil 16. juni. Der er høring omkring planen 23. maj.

Oversigt

    Oversigt