Lose tilfreds med sygehusbesøg

Regionsrådsformanden fik inputs med hjem fra Middelfart Sygehus i dag. Besøget ændrer dog ikke ved, at sygehuset er lukningstruet.

Fredag eftermiddag fik det lukningstruede sygehus i Middelfart besøg af regionsformand Stephanie Lose.  

Besøget førte ikke noget endeligt med sig, men formanden er tilfreds med de inputs hun har fået ud af besøget.

- Det har været rigtig spændende og meget givende at komme på besøg herude og få lov at hilse på personalet og se afdelingerne ved selvsyn, siger hun.

Hun havde borgmester Steen Dahlstrøm med sig på rundvisningen.

Han mener sammen med resten af byrådet, at der både af hensyn til økonomien såvel som til patienterne er god grund til at bevare sygehuset.

Borgmesteren har dog fuld forståelse for, at opgaven ikke er let for regionen.

- Vi prøver at arbejde konstruktivt og kan godt forstå den opgave, man er sat over for, siger borgmester Steen Dahlstrøm. 

Ifølge Stephanie Lose har det stor betydning at besøge de lukningstruede sygehuse.

- Det her med at se tingene ved selvsyn det giver et førstehåndsindtryk på en anden måde. Det vil jeg have med i mine egne overvejelser, når vi kommer dertil, hvor vi skal træffe beslutninger, siger hun. 

Selvom formanden har været glad for besøget, så kan hun ikke sige noget om, hvorvidt Middelfart Sygehus overlever.

Det afgøres sidst i april, hvilke af regionens sygehuse, der skal lukkes.

 

Oversigt

    Oversigt