Løsladt ville ikke holde jul i frihed

En 46-årig mand, der netop var blevet løsladt fra fængslet, kæmpede natten til torsdag en brav kamp for igen at blive sat bag tremmer. Tredje gang han begik indbrud fik han sit ønske opfyldt.

Den 46-årige var netop blevet løsladt fra Statsfængslet i Nyborg, men befandt sig tilsyneladende ikke godt ude i friheden.

Klokken 22.50 onsdag aften begik han indbrud hos Pilgrim Smykker i Kongensgade i Odense. Han smadrede en dør, men forlod stedet uden at gå ind i forretningen. Et vidne havde hørt døren blive knust, og den blev herefter afdækket.

Kort før klokken to vendte manden tilbage til forretningen. Han fjernede afdækningen, trængte ind i smykkeforretningen og stjal tre dyre armbåndsure af mærket Pilgrim.

To timer senere fik politiet endnu en anmeldelse om et indbrud. Denne gang var en indbrudstyv i færd med at bryde ind i en kælder under Herberget i Benediktsgade. Da patruljevognen ankom kunne de anholde den 46-årige mand, og sine lommer havde han de tre Pilgrimsure fra smykkeforretningen i Kongensgade.

- Manden tilstod på stedet alle tre forhold, og forklarede at han netop var blevet løsladt, og bare ønskede at komme tilbage i fængslet for at holde jul, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Jesper Fält.

Om indbrudene er nok til at sende manden tilbage til sin celle i Statsfængslet i Nyborg er endnu uvist. Manden vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdagen.

Oversigt

    Oversigt