Mads har brugt 52 måneder i Siriuspatruljen: Måtte skyde en isbjørn i nødværge

Mads Wørmer har brugt 52 måneder - mere end fire år - i den nordøstgrønlandske kulde som udsendt soldat i Slædepatruljen Sirius. Det har givet en lang række enorme naturoplevelser og erfaringer - blandt andet med de store isbjørne.

Hvordan ville du have det med at skulle overvåge flere tusind kilometers kyststrækning - i 40 graders kulde? Lyder det fristende?

Mads Wørmer har hele to gange været udsendt som soldat hos Slædepatruljen Sirius. En tur med patruljen er på 26 måneder, men det var ikke nok for Mads Wørmer.

Efter 26 måneders isnende kold tjeneste tog han endnu en tur som leder for patruljen i Nordøstgrønland. 

- Normalt er det sådan, at når man er heldig at komme gennem nåleøjet og komme af sted til Slædepatruljen Sirius, så er det en tjeneste på 26 måneder, og så slutter den. Men det er sådan, at man hvert år skal bruge en mand, som kan tage et år mere og så være chef for Slædepatruljen Sirius. Det kan så give muligheden for - efter et år i Danmark først for at uddanne de nye folk - at komme af sted et år mere og lede patruljen, siger Mads Wørmer.

Holder foredrag om de store oplevelser

Han holder torsdag aften foredrag i Nr. Broby, hvor han vil dele nogle af sine mange store oplevelser fra Nordøstgrønland.

Fakta om Slædepatruljen Sirius

- Jeg har haft en så stor oplevelse ved at være på Grønland, og det vil jeg gerne give videre og fortælle om, hvad det egentlig er, Slædepatruljen Sirius egentlig laver.

Normalt er de danske specialstyrker og eliteenheder udsendte til verdens brændpunkter og aktuelle krigszoner. Men patruljeringen på Nordøstgrønland har ganske anden karakter.

- Det er en anden opgave, men bestemt en relevant opgave. Der er meget fokus på Arktis for tiden, men det er ikke en taktisk opgave, hvor man møder en fjende som sådan. Fjenden i Nordøstgrønland er typisk den barske natur, kulden og de kraftige storme - og ikke mindst det dyrevildt man møder deroppe. Og isbjørne, siger Mads Wørmer.

Patruljerer i lang tid ad gangen

Selve slædepatruljeringen starter, når isen har lagt sig. Patruljerne kører for det meste på frosne fjorde, henover land og på søer - og er væk i lang, lang tid ad gangen.

- Når isen lægger sig, typisk i starten af november måned, så starter vores patruljering efter en lang forberedelse. Så kører vi af sted, og typisk kører vi til den 22. december, hvor vi så mødes omkring Slædepatruljen Sirius' hovedkvarter, Daneborg, for at holde jul sammen og for at gøre klar til den lange forårspatruljering, fortæller Mads Wørmer.

Forårspatruljeringen starter i midten af januar og forløber helt ind til starten af juni måned.

 
 
Foto: Mads Wørmer

- Der er forskellige dage deroppe. Men en typisk dag ved Slædepatruljen Sirius der står man op, vågner i et koldt telt, går ud og får gjort hundene klar og får pakket tingene sammen, og så patruljerer man med slæden. Vi beregner på gennemsnitligt at køre 30 kilometer om dagen. Så nogle dage løber man et marathon på ski, som måske endda er hårdere, og andre dage går man fem kilometer frem og træder et spor til hundene, siger Mads Wørmer.

Der er 12 mand af sted med Slædepatruljen Siruis ad gangen. De 12 er fordelt på seks slæder med to mand på hver, der så patruljerer sammen.

- Man er sådan lidt i mesterlære det første år. Der kører man med en, der har været deroppe i minimum et år, som så lærer en op. Det er en lang tur, og det er en barsk tur at være på. Men det er også en fantastisk rejse, man kommer igennem. Samtidig med at man føler, at man udfører en opgave, så får man også en masse ting igen af den nordøstgrønlandske natur.

Makkerskabet fungerer - næsten - altid

Mads Wørmer fortæller, at de to mand, der bogstaveligt talt går op og ned ad hinanden i op mod seks måneder ad gangen, har været igennem en masse sammen allerede inden, de tager af sted. Derfor fungerer samarbejdet - som regel.

 
 
Foto: Mads Wørmer

- Der har da i historiens løb været folk, der ikke har haft det lige godt sammen. Men så bliver man professionelle, og så løser man opgaven professionelt. Det er selvfølgelig sjovere at kunne ligge i teltet om aftenen og hygge sig og fortælle nogle røverhistorier, og det gør man også typisk, men ellers så bliver man professionel, siger Mads Wørmer.

Måtte skyde isbjørn i nødværge

Som soldat i Slædepatruljen Sirius kommer man helt ud i den nordøstgrønlandske natur - på godt og ondt. Man lever i naturen og bliver en del af den - og man lever side om side med de dyr, der allerede befinder sig ude på isen. 

Et af de dyr er isbjørnen.

Ind imellem kommer de rigtig tæt på.

- Man har hundene med, når der kommer bjørn, som så alarmerer. Isbjørnen kommer som regel hen, fordi den er nysgerrig. Vi er ikke normal føde for isbjørnen, så den kommer hen for at finde ud af, hvad vi er for nogen - og selvfølgelig se, om det er noget, den kan spise. 

Mads Wørmer fortæller, at soldaterne typisk kan afskrække isbjørnen ved at affyre et varselsskud eller finde nogle grydelåg og larme lidt. 

 
 
Foto: Mads Wørmer

Andre gange går det ikke helt sådan.

- Jeg har en gang skudt en isbjørn i nødværge. Men det er heldigvis noget, der sker sjældent. Man kan komme ud for, at bjørnen bliver ved med at løbe imod en, og så kan man blive nødt til at skyde den.

Med kendskab til isbjørnen kan man relativt let aflæse, hvad bjørnen er ude på.

- Når den kommer løbende imod en, og den ikke stopper, så bliver man nødt til at handle.

Heldigvis sker det sjældent, at det når helt der til, at soldaterne i Siriuspatruljen må skyde en isbjørn, der er en truet dyreart. 

- Hundene er gode til at alarmere, så vi får dem skræmt væk. Men der er nogle dyr, der er lidt mere utilregnelige, og som selv om man har gjort alt muligt for at skræmme dem væk, så vender de tilbage.

 
 
Foto: Mads Wørmer

Mads Wørmer uddyber, at han er påvirket af, at det nåede så vidt, at han måtte skyde den store, hvide bjørn.

- Det er man ked af. Det er fantastisk at være oppe i naturen og se naturen. Men på den anden side så er det også et valg; er det den eller mig?

Mange ting med hjem

For Mads Wørmer var de første 26 måneder i den unikke grønlandske natur ikke nok, og han måtte have en omgang mere. Efter de i alt 52 måneder på Grønland har han lært masser af ting, som han også kan bruge som civil i dag.

- Det er meget individuelt, hvad folk får ud af det. Udover at man har fået en masse store naturoplevelser, så har man fået et godt sammenhold med de folk, man var af sted sammen med. Der er masser af ting, man godt kan blive træt af herhjemme, men når man sætter det lidt i perspektiv til, hvor besværligt det er at være i den nordøstgrønlandske, frosne ørken, så gør det det hele lidt mere simpelt. Når man står deroppe, så er man bare tvunget til at handle og få tingene til at fungere. Det er noget af det, jeg har taget med mig hjem, siger Mads Wørmer.

 
Fotograf: Mads Wørmer

Oversigt

    Oversigt