Mand fik revet ben af i tog

En mand fik sent torsdag aften sit ben i klemme i en togdør på Middelfart Station. Det endte med at koste ham benet.

Den 64-årige mand blev kort efter ulykken kørt på Odense Universitets Hospital med ambulance.

Uden for livsfare

Manden havde glemt at klippe sit klippekort og var derfor på vej ud af toget igen, da dørene var ved at lukke, oplyser Politiets vagtchef Thomas Bentsen.

Det medførte, at den 64-årige mands fod sad fast i togdøren, hvorefter hans ben blev revet af fra skinnebenet og ned.

Der var en læge tilstede, da ulykken skete, som udførte førstehjælp.

Den 64-årige er uden for livsfare.

Hele forløbet er blevet optaget på overvågningskameraer.

Politiet har nu afsluttet deres undersøgelser, fordi der ikke var tale om en forbrydelse.

Havarikommissionen overtager sagen

Nu skal Havarikommissionen ind og vurdere ulykken, og om der måske er mangler i sikkerheden.

Havarikommissionens chef, Martin Puggaard siger til TV 2/Fyn:

- Nu skal vi undersøge sagen, og så skal vi komme med anbefalinger til en eventuel øget sikkerhed i togene fremover.

Oversigt

    Oversigt