Mand fik skåret ører halvt af

En 31-årig blev skåret i ansigtet og ørerne, da han blev udsat for et groft overfald i Odense sidste torsdag.

Et øre blev skåret halvt af, mens det andet øre blev skåret halvt igennem, da en 31-årig mand blev overfaldet af fire mænd i Odense.

Det brutale overfald fandt sted natten til torsdag i sidste uge.

Her blev den 31-årige tvunget ind i en bil og kørt tværs gennem Odense, oplyser Fyns Politi.

- Under køreturen bliver manden skåret i hovedet med en knust flaske og en hobbykniv, siger Jack Liedecke, vicepolitikommissær hos Fyns Politi.

Det resulterer i skader i ansigtet og det ene øre skåret halvt af, mens det andet bliver skåret halvt igennem.

Gerningsmændene kører den 31-årige til Seden Strand i det nordøstlige Odense, hvor han bliver smidt ud af bilen. Men volden stopper ikke her.

- Da han bliver smidt ud af bilen, bliver han udsat for yderligere vold, hvor han bliver slået og sparket, siger Jack Liedecke.

Og politiet leder fortsat efter gerningsmændene i sagen.

- Vi har arbejdet med sagen i otte dage og har fire mistænkte i alderen 21-31 år, som vi leder efter, siger Jack Liedecke.

Han understreger, at overfaldet ikke er banderelateret. Politiet har lige nu en idé om motivet, men det holder de for sig selv, indtil de har fået fat i de mistænkte.

Oversigt

    Oversigt