Massiv fiskedød i voldgrav

Hundredvis af døde skaller og brasner er den sidste uge fundet i Nyborg Voldgrav. Nu indfører kommunen fiskeforbud.

De mange døde fisk er fundet på strækningen mellem Slotmøllen og havnen i Nyborg.

- Vi har endnu ikke klarhed over, hvad de mange døde fisk skyldes, men vi kan se, at det udelukkende er fredfisk som skaller og brasner, der er døde eller svækkede. Der er ikke fundet døde rovfisk som gedder, aborrer eller ørreder, skriver Nyborg Kommune i en pressemeddelelse.

Teknik- og Miljøafdelingen tror ikke på nuværende tidspunkt, at der er tale om en kemisk foruring eller miljøuheld, da det udelukkende er fredfisk som fx skaller og brasner, der er fundet døde. 

 
 

Vandprøver har ikke vist forhøjet forurening.

- Det er mere sandsynligt, at fiskene er døde af sygdom, hvilket også forklarer, at det kun er nogle arter, der er berørt, lyder det fra Søren Okkels Uhrskovs, vandløbsmedarbejder ved teknisk afdeling i Nyborg Kommune.

Kommunen har taget kontakt til DTU Veterinærinstituttet og Fødevarestyrelsen, og myndighederne vurderer på baggrund af kommunens beskrivelser og billeder, at fiskedøden hænger sammen med sygdom. Teknik- og Miljøafdelingen er gået i gang med at indsamle og indsende fiskeprøver til videre analyse hos DTU Veterinærinstituttet og Fødevarestyrelsen for endeligt at få fastslået årsagen.

Nyborg Kommune frygter, at en eventuel sygdom kan sprede sig, og derfor er Nyborg Sportsfiskerforening blevet pålagt midlertidigt fiskeforbud i den ramte del af voldgraven.

 

DTU Veterinærinstituttet vurderer ikke, at der er risiko for smitte til mennesker, men man skal undgå at fange og spise syge eller døde fisk. 

Oversigt

    Oversigt