Medarbejderne gik hjem

Flere hundrede medarbejdere på slagteriet i Faaborg valgte torsdag eftermiddag at gå hjem, efter at de havde modtaget beskeden om at deres arbejdsplads snart lukker.

Medarbejderne blev orienteret på møde med ledelsen torsdag klokken 13.

- Alle er naturligvis triste og berørte. Efter mødet gik medarbejderne ned i produktionen og ryddede op og herefter gik de hjem, siger Jimmy Andersen, der er tillidsrepræsentant på Danish Crown.

Torsdag eftermiddag møder aftenholdet ind, og de vil ligeledes blive informeret om lukningen, og vil formentlig gå hjem herefter.

- Ledelsen er forstående over for at vi går hjem for i dag. Men jeg regner med at kollegerne vender tilbage til jobbet i morgen, så vi kan fortsætte produktionen så længe vi skal, siger Jimmy Andersen.

Danish crowns problemer med overkapacitet og truslen om fyringer har luret i stykke tid.

I september sidste år fik medarbejderne på Danish Crown et tilbud fra ledelsen om, at gå ned i løn til gengæld for at få en jobgaranti.

Men det sagde flertallet af slagteriarbejderne nej til.

- Jeg mener ikke det har noget med hinanden at gøre. Måske kunne det have hjulpet, hvis vi havde stemt ja, men jeg tror at vi var lukket alligevel, siger Jimmy Andersen

Oversigt

    Oversigt