Middelfart planlægger område til 500 boliger

Middelfart Kommune sætter nu skub i planerne om et helt nyt boligområde ved Skrillingegård syd for byen med plads til 500 nye boliger.

Opdatering
Clock07. jan 2019, kl. 09:13
Arkitema Architects planlægger arealet for ejeren af Skrillingegaarden, som er Jan Hjeds.

Middelfart Kommune vokser. I løbet af de kommende år får interesserede mulighed for at bosætte sig i en helt ny bydel i Skrillinge i den sydlige del af Middelfart by.

Økonomiudvalget i Middelfart Kommune har sat gang i arbejdet med en ny lokalplan for området. Lokalplanen bliver udarbejdet med afsæt i et oplæg af Arkitema Architects.

- Arealet og beliggenheden er noget af det ypperste. Faktisk vil jeg kalde det et af Syddanmarks bedste byudviklingsarealer. Vi er tæt på vand, byen, golfklub og marinaen, så der er et væld af aktivitetsmuligheder. Samtidig ligger området helt ugeneret og alligevel tæt på motorvejen. Det bliver ikke meget mere attraktivt, forklarer borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A) i en pressemeddelelse.

 

 

Svarer til 60 fodboldbaner

Bydelen vil strække sig over et areal, der svarer til 60 fodboldbaner, og området vil komme til at bestå af både villaer, rækkehuse og nye boligformer som de såkaldte kompaktvillaer.

Samtidig vil der formentlig blive mulighed for at bygge højere punkthuse bagerst på grundstykket længst væk fra vandet, så udsigten over Gamborg Fjord og Lillebælt og Middelfart udnyttes.

- Planerne for området ser meget lovende ud og passer godt ind i vores vækstplaner for Middelfart Kommune. Vi kan se, at flere og flere flytter hertil, og at endnu flere har fået øjnene op for alt det, vi kan tilbyde her. Vi bor midt i naturen og har adgang til mange attraktive arbejdspladser og et rigt by- og kulturliv. Kort sagt alt det, der skal til for at leve det gode liv, siger Johannes Lundsfryd Jensen (A).

Og selvom området, der nu skal bebygges er stort, er borgmesteren overbevist om, at der er brug for de mange nye boliger.

- Der er stor efterspørgsel. I øjeblikket bliver der bygget rigtig, rigtig mange både huse og lejligheder her i området. Så jeg er stensikker på at om ti år, når man kigger her, så vil man se, at det er mere eller mindre fuldt bebygget, fortæller Johannes Lundsfryd Jensen (A).  

Han forventer, at det første spadestik bliver sat i jorden om to til tre år. 

Fakta

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt