Middelfart Sparekasse ramt af succes

Vestfynsk sparekasse fik overskud på 111 millioner kroner sidste år, men har et problem. Man har alt for mange penge på kistebunden - og det koster i Nationalbanken.

Som det første fynske pengeinstitut harMiddelfart Sparekasse netop offentliggjort sit årsregnskab for 2016.

Og det blev det hidtil bedste i sparekassens 163-årige historie.

Et overskud på 111,7 millioner kroner er aldrig set bedre.

Desuden har pengeinstituttet forøget sin kundemasse med 5.328, så sparekassen nu har 67.000 kunder.

Og så er der alligevel lidt malurt i bægeret.

For kunderne bliver ved med at sætte penge i banken, og det presser sparekassens indtjening.

Ubalancen mellem ind- og udlån resulterede i, at Middelfart Sparekasse sidste år havde et indlånsoverskud på 2,6 milliarder kroner.

 Og det er et problem. For indlånsoverskuddet placeres i Nationalbanken, der giver en negativ rente på 0,65 procent.

Derfor ville sparekassen meget hellere låne pengene ud til kunderne.

Og det er man da også i høj grad lykkedes med.

Udlånet steg sidste år med 10 procent. Desværre steg indlånet tilsvarende med 21 procent.

Det er penge, kunderne ikke får nogen rente for, hvis de står på en bankkonto.

- Derfor beder vi også vores kunder oveveje, om det ikke var en bedre idé at investere i værdipapirer, siger sparekassedirektør Martin Baltser.

Tjener mere på gebyrer

Som tidligere omtalt hos TV 2/Fyn er Middelfart Sparekasse og Fynske Bank de to pengeinstitutter på Fyn, der slås mest med indlånsoverskud, men også mange andre pengeinstitutter er udfordret.

I 2015 havde Middelfart Sparekasse et overskud på blot 9 millioner kroner, men det skyldtes et pålæg fra Finanstilsynet om ekstraordinære nedskrivninger på kunder og sparekassens hovedsæde.

I 2016 er de samlede nedskrivninger på udlån og tilgodehavender faldet fra 94 til 34 millioner kroner.

Desuden er indtjeningen på renter og gebyrer steget fra 446 til 473 millioner kroner bl.a. fordi, man har fået flere kunder.

Middelfart Sparekasse har en egenkapital på over en milliard kroner. De 519 millioner er kapital, som sparekassens garanter har indskudt.

Sparekassen forventer et koncernoverskud i 2017, der er lidt lavere end i 2016.

 

 

Oversigt

    Oversigt