Middelfart Sparekasses kunder mest tilfredse

For tredje år i træk ligger Middelfart helt i top i en måling af kundetilfredsheden i 21 banker.

Middelfart Sparekasse fik karakteren 8,6 i analysen, hvor 10 er det højst mulige.

91% af bankens kunder siger, at den lever op til deres forventninger.

Det kan ingen andre af de 21 banker, der er med i analysen matche, og dermed har Middelfart Sparekasse scoret et ægte hattrick.

Sparekassen lægger vægt på personlig betjening af kunderne, men det sker i en tid, hvor digitale muligheder ændrer kundernes adfærd.

Der kommer færre personlige besøg i afdelingerne. Antallet af kunder, der kommer i banken en gang om måneden eller oftere er faldet fra 31% til 23% fra 2014 til 2016.

- Det betyder, at vi skal tænke "bedst til kunder" på en ny måde. Vi vægter de personlige relationer højt, og det skal vi bevare, selvom kunderne besøger os sjældnere, siger administrerende direktør, Martin Baltser.

Han tilføjer, at det kræver gode digitale løsninger, tilgængelighed og god service, når personalet møder kunderne ansig til ansigt.

- Vi skal være bedst til kunder både i det personlige møde og bag skærmen, siger Martin Baltser.

Analyse Danmark undersøger hvert år kundetilfredsheden i en række banker - i 2016 altså 21 banker. 7.027 bankkunder har deltaget i analysen.

Oversigt

    Oversigt