Middelfarter stopper i fodboldens magtcenter

Fynske Allan Hansen stopper som bestyrelsesformand i Dansk Boldspil-Union.

Efter 12 år som politisk ansvarlig for Danmarks største specialforbund, træder 64-årige Allan Hansen tilbage som bestyrelsesformand.

Det sker i forbindelse med udløbet af hans nuværende formandsperiode ved DBU's repræsentantskabsmøde den 1. marts næste år.

Allan Hansen fra Middelfart blev i sidste måned genvalgt som medlem af det europæiske fodboldforbunds, UEFAs, eksekutive komité, og han er også medlem af Audit & Compliance Committee hos det internationale fodboldforbund, Fifa.

Han fortsætter sit internationale arbejde i begge fodboldforbund.

Allan Hansen melder sin afsked samme dag, som generalsekretær Jim Stjerne Hansen har offentliggjort, at han fratræder sin stilling den 31. december efter 25 år på posten.

Tidspunktet for generationsskiftet i DBU-regi er valgt, efter at DBU gennem de seneste par år har gennemført en modernisering af både den foreningsmæssige og forretningsmæssige del af organisationen.

Den forestående proces med udskiftningen på såvel den politiske og administrative toppost har været forberedt af DBU's forretningsudvalg og generalsekretær gennem nogle måneder.

Allan Hansens afløser skal i henhold til DBU's love vælges blandt de 145 medlemmer af DBU's øverst besluttende organ, repræsentantskabet.

Oversigt

    Oversigt