Millioner til SDU: Skal forske i fedmerelaterede sygdomme

En millionbevilling betyder, at SDU kan etablere et nyt grundforskningscenter. Centret skal forske i, hvordan celletyper i lever og fedtvæv styrer vævenes plasticitet under fedme.

Det er en bevilling på 65 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond, der betyder, at SDU kan etablere det nye grundforskningscenter. Professor Susanne Mandrup fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi bliver leder af det nye center.

Centret skal forske i, hvordan celletyper i lever og fedtvæv ændrer sig og styrer vævenes plasticitet under fedme.

Forskningen skal skabe forståelse for samspillet mellem forskellige celletyper i lever og fedtvæv samt forbedre vores sygdomsforståelse, diagnose og behandling af fedmerelaterede sygdomme, skriver SDU i en pressemeddelelse.

-Jeg ser bevillingen som en enorm anerkendelse. Samtidigt giver den os en kæmpe mulighed for at løse store grundvidenskabelige spørgsmål i feltet. Vi vil blandt andet undersøge, hvordan specifikke celletyper opfører sig i deres organismekontekst, noget som man ved meget lidt om i dag. Jeg glæder mig også rigtig meget til at samarbejde med forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Odense Universitets Hospital, siger Susanne Mandrup.

Det nye center får navnet Center for Functional Genomics and Tissue Plasticity (ATLAS).

- Bevillingen markerer, at SDU er med i den absolutte front i den internationale forskning, og jeg glæder mig både på vegne af Det Naturvidenskabelige Fakultet og SDU. Men vigtigst af alt er Susanne Mandrups forskning. Den vil få betydning for mange mennesker, fordi vi kommer nærmere på at forstå de basale mekanismer for fedmerelaterede sygdomme, siger Martin Zachariasen, dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet på SDU

Prisbelønnet forsker

 

 

Oversigt

    Oversigt