I det fynske folks tjeneste

Minister på Helnæs: Drøftede placering af nyt center

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) besøgte mandag Helnæs. Formålet med besøget var at drøfte det kommende center for kyst- og lystfiskerturisme, som der er afsat penge til på finansloven.

00:33

- Det kommende center for kyst- og lystfiskerturisme skal samle aktiviteterne og udbrede det varemærke, som Danmark har på det her område, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V). Video: Ole Holbech

Helnæs i den sydlige del af Assens Kommune kan blive hjemsted for et helt nyt center for kyst- og lystfiskerturisme.

Partierne bag finansloven har afsat otte millioner kroner om året de næste fire år til formålet.

Derfor var fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) mandag på besøg på Helnæs. Og ambitionerne for det nye center fejler ikke noget.

- Det kommende center for kyst- og lystfiskerturisme skal samle aktiviteterne og udbrede det varemærke, som Danmark har på det her område, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

Mødested for lystfiskere

00:51

- Det er et pragtfuldt sted, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

Luk video

Assens Kommune havde inviteret Claus Eriksen med til mødet med ministeren, så han kunne fortælle mere om lystfiskerturismen i området. Claus Eriksen er indehaver af en af Fyns største leverandører til lystfiskere, nemlig GO-Fishing i Odense.

Claus Eriksen ser store muligheder i det nye center.

- Mange lystfiskere er her i de bedste havørredperioder, som er september og oktober, samt marts og april. Der fisker de hele dagen. Men på den årstid er det ret tidligt mørkt om aftenen. Så sidder de rundt i sommerhusene, og tænker, hvad skal vi nu lave. Kunne de køre ind til sådan et center, hvor der var aktiviteter, og de kan møde andre ligesindede, det vil være fantastisk, siger Claus Eriksen fra GO-Fishing i Odense.

Læs også Millioner på krogen: Vil have fynsk kyst- og lystfiskercenter

Valgte faldt på Assens

Det nye center for kyst- og lystfiskerturisme kunne ligge mange stedet i landet, men i Assens Kommune er de glade for, at de får centeret.

- Vi er meget stolte af at kunne præsentere ministeren for det her. Det er rigtigt set, at det skal ligge i Assens Kommune, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, (V).

Det er endnu ikke afgjort, hvor i Assens Kommune det nye center kommer til at ligge. Men en placering ved Helnæs er i spil, lyder det fra eksperten.

- Helnæsområdet vil være et fremragende sted til det nye center, her har vi Danmarks og måske Verdens havørredfiskeri, siger Claus Eriksen fra GO-Fishing i Odense.

Et center for hele landet

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) er glad for det, hun så på Helnæs ved besøget mandag. Men det var også vigtigt for ministeren at betone, at det skal være et center for hele Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at her er de optimale forhold for lystfiskeri. Derfor er det også en god ide, at tage udgangspunkt i de lokale erfaringer, men samtidig er det vigtigt at huske, at det skal være et center for hele landet, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår det nye center for kyst- og lystfiskerturisme kan åbne.

02:21

Helnæs i den sydlige del af Assens Kommune kan blive hjemsted for et helt nyt center for kyst- og lystfiskerturisme.

Luk video