Minister sætter prop i optag på engelsksprogede uddannelser

Studerende på engelsksprogede uddannelser flygter fra Danmark efter eksamen. 36 procent af de udenlandske studerende fra Erhvervsakademi Lillebælt har forladt Danmark efter to år. Nu skærer Søren Pind i optaget.

Hvis undervisningen foregår på engelsk, bruger de studerende sjældent uddannelsen til at få job i Danmark.

Sådan ser virkeligheden ud for erhvervsakademierne og professionshøjskolerne.

Derfor vil regeringen og Dansk Folkeparti sammen med de forskellige institutioner skære i antallet af pladser på studierne. Sammen vil de fjerne hver fjerde plads. Det svarer til 1600 pladser.

Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet har lavet en analyse, som viser, at kun omkring hver femte af studenterne har et job i Danmark to år efter endt uddannelse.

Forlader Danmark igen

Tidligere har et flertal i Folketinget konstateret, at udgifterne til såkaldt "vandrende arbejdstagere" er ved at sprænge budgetterne for SU-reformen fra 2013.

Samtlige Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Alternativet vedtog i den forbindelse en opfordring til at indføre initiativer, "hvor udlændinge ikke kommer til Danmark alene for ydelsernes skyld".

På professionsbacheloruddannelserne er et af de store problemer, at 57 procent af de studerende har forladt Danmark, når deres uddannelse er slut.

- Vi kan se, at antallet af udenlandske studerende, der kommer hertil for at få en uddannelse betalt af det danske skatteborgere, er steget markant de senere år, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).

- Men det er alt for få, der bliver og bidrager til Danmark bagefter. Derfor er der brug for at skrue ned for optaget.

Tilfreds uddannelsesordfører

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, er tilfreds med, at tilstrømningen af udenlandske studerende til de engelsksprogede uddannelser nu begrænses markant.

- Det giver ikke mening at tage så mange udenlandske studerende ind på vores uddannelser, som så rejser hjem, når de er færdige med at læse her. Det her er første skridt til at sørge for, at vi kun tager det antal studerende ind udefra, som Danmark reelt set har gavn af. Det er ikke meningen, at vores uddannelsessystem skal uddanne unge fra hele Europa, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Regeringen burde i stedet satse mere på de internationale studerende, som giver udtryk for, at det er svært at få foden inden for på det danske arbejdsmarked. Sådan lyder det fra Danske Studerendes Fællesråd.

- Vores opfattelse er ikke, at de studerende kommer til Danmark for at hæve ydelser, som mange politikere beskriver det, siger formand Sana Mahin Doost.

Ifølge organisationen giver det overskud, hvis blot ti procent af de studerende bliver i landet.

- De studerende vil rigtig gerne bidrage og gør det også, når de bliver i Danmark, fastslår Sana Mahin Doost.

- I stedet for at forsøge at skære studiepladser væk og udskille en masse studerende, synes vi hellere, man skulle prøve at lave reelle indsatser for at få de studerende til at blive.

Udenlandske studerende på Erhvervsakademi Lillebælt

Oversigt

    Oversigt