Misbrugte børn skal afhøres i børnevenlige lokaler

Nyt børnehus i Odense skal sammen med fire øvrige huse sikre, at misbrugte børn hjælpes i trygge rammer.

Når der er mistanke om, at et barn er blevet seksuelt misbrugt, skal det typisk ned på den lokale politistation og afgive forklaring. Det kan virke skræmmende for mange børn.

- Jeg har erfaring med børn, der ikke er særlig trygge ved at møde op på en politistation. De er derfor meget usikre, når de skal afgive forklaring, siger vicepolitikommissær Carsten Mogensen fra Fyns Politi til Ritzau.

Nu skal afhøringslokalerne skiftes ud med mere børnevenlige rammer. Derfor åbner fem nye børnehuse i Aalborg, Aarhus, Odense, Næstved og København 1. oktober.

- Den betænkelighed, der kan være ved at komme hen på en politistation, den undgår vi, når børnene skal hen til et børnehus, siger Carsten Mogensen.

I børnehusene kan børn, hvor der er mistanke om seksuelt overgreb, både blive afhørt af politiet, snakke med en socialrådgiver og få hjælp fra en psykolog.

- Jeg ser det som en klar fordel, at barnet skal afhøres i børnehuset. Jeg tror på, at børnene er mere trygge ved at møde op der, siger Carsten Mogensen.

Ditte Askerod, der er leder af det nyopførte børnehus i Odense, mener, at børnehuset vil hjælpe barnet hurtigere, da hele sagsbehandlingen er samlet under samme tag.

- Børnehuset skal være med til at koordinere indsatsen, så barnet kan få den rette hjælp ret hurtigt, siger hun.

Både Fyns Politi og Østjyllands Politi ser positivt på de nye børnehuse.

- Meget af den sagsbehandling, der finder sted, bliver nu forankret på ét sted. Det kommer barnet til gode, siger Carsten Mogensen.

Børnehuset i Odense regner med at behandle 300 sager om året på centret, hvor der lige nu er ansat en leder, to socialrådgivere og en psykolog. Politiet er tilknyttet huset og vil være der efter behov.

Børnehusene udspringer af regeringens overgrebspakke på 35 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt