Mistillid: 600 politifolk afbryder samarbejdet med chefen

Fyns Politiforening har ikke længere tillid til politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen. Foreningens 600 medlemmer afbryder derfor samarbejdet.

Fyns Politiforening (FPF) har ikke længere tillid til politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen. Det fortæller formand for Fyns Politiforening, Steffen Daugaard, til TV 2/FYN.

- Vi har forsøgt at nå hinanden. Hun anerkender ikke vores arbejdsplads og det er det største problem. Vi har været tålmodige, men nu er vi mætte. Der er manglende forståelse fra hendes side, siger Steffen Daugaard.

Foreningens 600 medlemmer afbryder derfor samarbejdet og har orienteret Kit Claudi Grøn-Iversen.

- Vi har prøvet gennem et år, at nå hinanden og det her den sidste løsning, siger Steffen Daugaard.

Uden indflydelse
I en skrivelse fra FPF står der blandt andet, at samarbejdet med  Kit Claudi Grøn-Iversen gennem nogen tid har "været illusorisk, anstrengt og langt fra reelt".

- Der har ikke været nogen reel medindflydelse, ligesom Samarbejdsudvalget kun i begrænset omfang har kendt det fulde omfang af reorganiseringen af Fyns politi, siger Steffen Daugaard i skrivelsen, som også fortæller, at FPF har en oplevelse af at politidirektøren ikke anerkender Fyns Politiforenings faglige rolle og berettigelse. 

- I forhold til bemandingsprocessen har det vist sig, at selv simple personalehensyn har været umulige. Seniorhensyn er ikke eksisterende. Hensyn til kompetencer, understøttet af egen leder, har også været uladsiggørlig, siger Steffen Daugaard.

Han skriver desuden, at politidirektørens ledelsesstil har været hård og konfronterende,  uden hensyn til organisationen og medarbejderne, ligesom at politidirektørens kommunikation, såvel internt som eksternt ikke er passende for en professionel organisation. Direkte kommentarer i pressen og på sociale medier er uværdige og ikke i tråd med, hvad der kræves af en leder på det niveau. skriver Steffen Daugaard.

TV 2/FYN har forsøgt at få en kommentar fra Kit Claudi Grøn-Iversen, men hun ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

13 måneder på posten
Den 47-årige Kit Claudi Grøn-Iversen blev i juli sidste år udnævnt som ny politidirektør.

Hun er uddannet cand.jur. og har været dekan for videreuddannelsen på professionshøjskolen UCC. Hun havde ikke beskæftiget sig med politi-arbejde før sin udnævnelse.

Hun tiltrådte stillingen 1. september 2015.

 

Hele interviewet med Steffen Daugaard, formand for Fyns Politiforening

 

 

Oversigt

    Oversigt