MMA-stævne: Sejr til odenseanske Morten Djursaa

Aftenens hovedkamp med odenseanske Morten Djursaa og svenske Diego Gonzalez trak spændingen ud til det sidste.

Spændstige kæmpere med gladiatorblod i årene, et tændt publikum og den obligatoriske nummerpige iført hotpants med kig til et par vibrerende baller.  Alt var på plads til det første MMA Galla i Odense Congress Center. Mixed martial art er i den grad underholdende, hvis man er til rå kampsport. 

Aftenens hovedkamp mellem odenseanske Morten Djursaa og svenske Diego Gonzalez holdt spændingen helt til sidste rundes afslutning. 

Kampen startede lidt tøvende. Spillet om, hvem der tager det første skridt er begyndt. Et enkelt slag kan være afgørende og afslutte kampen før publikum har nået at blinke. Gonzalez får kastet Djursaa i gulvet, men kæmperen fra Odense kommer hurtigt på benene igen og planter et knæ i hovedet på svenskeren. 

I anden runde får Morten Djursaa en solid højre ind på Diego Gonzalez kæbe, så hans mundvand sprøjter. Herefter virker svenskeren noget desorienteret. 

I tredje runde stiger spændingen, hvor Djursaa bliver grebet i et overlegent halsgreb. Han formår alligevel at slippe fri og komme ud på gulvet. Dette gentager sig, men i kampens sidste minut kommer de to kæmpere ud på gulvet og afslutter stående. 

Et enigt dommerpanel afgør kampen. Morten Djursaa vinder kampen med stemmerne 3 - 0. 

Adspurgt hvad han skal hjem og arbejde videre med efter sejren, svarer han kort, "Jeg skal hjem og bryde noget mere." Det var klart også i den stående kamp, at Morten Djursaa klarede sig bedst. 

Stærk debut 

Der var også professionel debut på programmet til MMA Galla. Michael Larsen fra Odense havde stor opbakning fra hjemmepublikummet mod  Gard Olve Sagen fra Norge. Begge havde i aftes deres første kamp som professionelle kæmpere.

 I alle tre runder formår de, at få publikum til at sidde helt ude på stolene.  Kampen skifter mellem stående og liggende kamp, hvor Michael Larsen virker bedst, når han kan få nogle slag ind stående. Alligevel får Michael Larsen ikke pareret ved nogle afgørende slag og bliver til sidst væltet af nordmanden, som vinder kampen på et guillotine choke. 

En anden kamp havde en meget overraskende og hurtig afslutning. Kæmperen Mads Burnell fra København var sat op i mod Anthony Riggio fra Schweiz. Begge kom helt tændte ind i buret. Anthony Riggio får meget hurtigt taget halsgreb på københavneren, som med spjættende ben prøver at gøre sig fri.

I kampsporten MMA kan alt ting ske. Det beviste denne kamp. Mads Burnell får vendt fordelen til sin side, og i noget der bedst kan bekrives som en menneskelig ying og yang stilling, får Mads Burnell klemt luften ud af Anthony Riggio med en såkaldt japanese necktie. 

MMA Galla er et nyt koncept inden for den danske mixed martial art scene, og arrangørerne håber at kunne bygge det op og gøre det endnu større med tiden. Aftenens stævne blev da også en succes med en helt udsolgt sal. 

 

 

Oversigt

    Oversigt