I det fynske folks tjeneste

Motocross i Kærby Mose: Kerteminde fastholder veto

Udsigterne til et motocrossanlæg i Kærby Mose er blevet længere, efter at Kerteminde Kommune har valgt at fastholde deres veto.

Sagen om et muligt motorsportsanlæg i Kærby Mose ved grænsen mellem Odense og Kerteminde ser nu ud til at ende i Erhvervs- og Vækstministeriet.

Det har været en langstrakt sag, og nu er der ikke noget, der tyder på, at en slutning er kommet nærmere. Striden om et muligt motorsportsanlæg i Kærby Mose fortsætter, efter at Kerteminde Kommune har valgt at fastholde deres veto mod banens placering. Det bekræfter formanden for Miljø- og Teknikudvalget, SF's Jesper Hempler, fredag overfor TV 2/Fyn 

- Det der jo sker, er stadigvæk en planlægning ind i Kerteminde Kommune, og fra min stol mener jeg, at der i denne sag bliver konkluderet, at borgerne i området ved Kærby Mose har så meget støj i forvejen fra blandt andet motorvej og tog, så det er ikke noget problem at lægge lidt mere oven i. Det holder ikke, siger Jesper Hempler.  

Alt tyder dermed på, at sagen skal afgøres i Erhvervs- og Vækstministeriet.

Venstres By- og kulturrådmand i Odense, Jane Jegind, har ellers tidligere tilbudt at bygge højere støjvolde for at skærme Kerteminde Kommune mere for støj. Til gengæld skulle Kerteminde så droppe deres veto. Men det har altså ikke fået politikerne i Kerteminde på andre tanker.

- Hvis Odense laver højere volde, så kan det godt være, at lovgivningen bliver overholdt, men beboerne i området vil stadig opleve støj fra motocrossbanen. Vi har blandt andet byggegrunde i Marslev, som vi anser som et attraktivt område. Men de bliver langt sværere at sælge, hvis der er støj fra motocrossbanen, siger Jesper Hempler.

Motorsportsforeningerne, der har søgt om anlægget, har været uden en bane i over 20 år, men SF’s Jesper Hempler håber, at der alligevel er forståelse for Kerteminde Byråds beslutning.  

- Jeg kan godt forstå, at motocrossfolkene gerne vil have en bane. Jeg under dem skam et sted at dyrke deres passion, men vi bliver nødt til at beskytte vores interesser og både de nuværende borgere og de forhåbentligt mange kommende borgere i området nær Kærby Mose.

SAGEN KORT FORTALT

  • Processen med at finde et egnet sted til motorsport på Fyn har været langstrakt og konfliktfyldt
  • Lige nu arbejdes der på at etablere et anlæg i Kærby Mose, som ligger i Odense Kommune, men tæt op ad kommunegrænsen til Kerteminde
  • Tidligere på året blev VVM-redegørelsen for anlægget i Kærby Mose sendt i høring
  • Kerteminde Kommune gjorde indsigelse mod planerne, som de mener vil gribe ind i kommunens muligheder for udvikling
  • Det fik Odense Kommune til at opfordre Kerteminde til droppe protesten – til gengæld ville Odense så bygge højere støjvolde omkring anlægget

TV 2/Fyn har fulgt sagen tæt over de senere år. Se her et indslag fra dagen før Kerteminde Byråd skulle diskutere, hvorvidt vetoet skulle fastholdes eller droppes.

 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip