Museum: Kørestolsbrugere ingen adgang

Der er ikke adgang for kørestolsbrugere, der vil se på kunst. I hvert fald ikke hvis de vil besøge udstillingerne på Brandts i Jernbanegade i Odense. Kørestolene kan simpelthen ikke komme ind på museet.

Ingen rampe - ingen lift

Nina Breilich elsker at gå på museum. Men når hun holder foran kunstbygningen Brandts i Jernbanegade, i sin kørestol, så kan hun ikke komme længere. Det tidligere Fyns Kunstmuseum har nemlig ingen adgang for kørestolsbrugere, hverken med rampe eller lift.

- Jeg synes ikke, det kan være rigtig, at vi i dagens Danmark slet ikke har adgang til sådan nogle ting, siger Nina Breilich.

Det handler om penge

2801 Handi

Hos museet vil man nu se på, hvad det vil koste at lave en handicapvenlig løsning, der ikke går udover udseendet på den gamle bygning. Men i sidste ende handler det om penge - og de sidder ikke løst hos direktøren.

- Der er vi nødt til at se på, hvad vil det koste at etablere en løsning - og i øvrigt, hvad behovet er, siger museumsdirektør Mads Damsbo.

Ifølge direktøren bliver sagen kompliceret af, at bygningen er fredet og opført helt tilbage i 1885.

- Der er bygninger her i kongeriget, der er fra en tid hvor man, hvis man ikke havde førligheden, blev båret ind. Og ellers kunne man ikke komme ind. Jeg synes, vi skal glæde os over, at nye bygnigner er konstrueret så alle kan komme ind, siger Mads Damsbo.

Forsøg afblæst

2801 Handi 3

Der har tidligere været lavet et forsøg med kørestolsadgang til kunstmuseet, men forsøget blev ikke videreført.

Til gengæld kan man komme ind med kørestol på museets anden afdeling i Odense - og måske må Nina Breilich og andre gangbesværede tage til takke med det.

- Det er da reelt at forestille sig en situation, hvor der kun er en adresse på Brandts, der er tilgængelig for alle. Og så er det det, vi koncentrerer sig om i første omgang, siger Mads Damsbo.

Det er ikke et lovkrav at give handicappede adgang til museer, men i følge en ny handlingsplan fra regeringen skal det tilstræbes. Det er ikke godt nok for Dansk HandicapForbund.

- Det der med, at man ikke kan ændre en bygning, det har jeg lidt svært ved at forstå. Man har også lavet kirker om gennem tiden, så de passer til de behov, der opstår. Jeg siger ikke, det skal gøres i dag, men så må man lave en plan og få det løst om fem eller ti år, mener Anders J. Andersen, der er jurist og rådgiver hos Dansk HandicapForbund.

2801 Handicap 4

Kulturmagasinet Fabrikken ser nærmere på problemstillingen klokken 20.25 på TV 2/Fyn.

Oversigt

    Oversigt