Museumsfolk advarer: Vi er ved at genindføre fortidens fattigdomsvilkår

Mange socialt udsatte har så dårlige vilkår, at de i nogle tilfælde er ringere stillet end fattige mennesker i 1800-tallet, mener to museumsansatte på Danmarks Forsorgsmuseum.

Reformer og nedskæringer rammer i dag samfundets svageste på en måde, der minder om 1800-tallets fattighjælp.

I nogle tilfælde har udsatte borgere endda ringere vilkår i dag i forhold til for 150 år siden. Sådan lyder advarslen fra to museumsansatte på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg.

- I fattiggårdens tid var der forskel på fattige. Du kunne være uværdig eller værdigt trængende. Modsat i dag, hvor vi oplever, at alle fattige i samfundets øjne ses som uværdige, og selv er skyld i deres fattigdom.

Sådan lyder det fra museumsformidlerne Maria Nagel og Sara Mortensen. De forsøger nu at råbe politikerne op om situationen for de svageste i samfundet.

- Tilbage i slutningen af 1800-tallet blev man betragtet som værdigt trængende, hvis man var ældre, nedslidt eller kronisk syg og derfor ikke selv skyld i sin manglende velstand. I dag sender vi syge i sengepraktik, siger Maria Nagel og Sara Mortensen.

- Som ansatte på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg formidler vi de socialt sårbares historie, og vi er skræmte over at se historien gentage sig. Underdanmarks tabubelagte fortid er stille og roligt ved at blive nutid, lyder advarslen fra de to museumsmedarbejdere.

Ifølge Maria Nagel og Sara Mortensen er vilkårene for socialt udsatte borgere i 2016 på flere områder sammenlignelige med de vilkår, som blev indført i den såkaldte fattiglov i Danmark i 1808.

Loven bestemte dengang, at man mistede ejendomsretten, når man overgik til fattigvæsenet eller blev indkvarteret på fattiggården.

Loven var i funktion frem til 1961 for de såkaldt uværdigt trængende. Fortidens barske vilkår er nu ved at blive genindført, mener de to museumsmedarbejdere:

- I dag må du intet eje, hvis du skal modtage kontanthjælp. Du skal leve af din formue, lyder beskeden, vi har endda hørt historier om enlige forsørgere, som har fået besked på at bruge deres børns opsparing, før de kunne modtage kontanthjælp. Vi kan ikke være det bekendt.

Maria Nagel og Sara Mortensen håber at kunne rejse en politisk debat om udviklingen, som de betegner som "skræmmende" og "uværdig".

 

Vi er ved at genindføre fortidens fattigdomsvilkår, advarer to ansatte på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. De forsøger nu at råbe politikerne op.

 

Oversigt

    Oversigt