Mysteriet om Hortensia-tyvene fortsætter

Fyns Politi modtager i øjeblikket mange henvendelser fra borgere der oplyser, at det ser ud som om deres Hortensia er klippet ned af uvedkommende.

Der har gennem de sidste par år været en del tilfælde, hvor haveejere opdagede, at deres Hortensia var blevet klippet ned. Men hvem eller hvad, der har gjort det, er et mysterium.

Der må være en naturlig forklaring

Der har været mange teorier om hvad fænomenet skyldes. Ifølge Fyns Politi har en af de mest sejlivede teorier været, at Hortsiaens grene kunne anvendes til fremstilling af et euforiserende stof.

Det skulle være årsagen til, at kriminelle bander kørte rundt i landet og klippede Hortensia grene af.

Men nu slår Fyns Politi fast, at der er ikke påvist en metode, hvorved der kan udvindes euforiserende stoffer af Hortensia.

- Derudover ligger det nu efter 3 år med mange henvendelser om tyveri af Hortensia fast, at ingen af de borgere, der har været udsat for fænomenet, har set hverken gerningsmænd, biler, eller andet, der med sikkerhed kan lægges fast på gerningsstederne. Derudover er politiet ikke på noget tidspunkt stødt på laboratorier eller lignede hvor der er foregået forarbejdning af Hortensia, skriver Fyns Politi i en pressemeddelse.

Fyns politi mener derfor, at der må være en naturlig forklaring på fænomenet.

Fyns Politi anmoder derfor borgerne om, udelukkende at kontakte Politiet om Hortensiaer, hvis man har set mistænkelige personer, eller spor efter samme, i sin have.

- Derudover hører vi rigtig gerne fra den borger der kan "opklare" sagen og evt. kan sende os et billede af hvem/hvad der klipper eller bider Hortensia ned, skriver sektionsleder Asbjørn Høy Larsen fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt