I det fynske folks tjeneste

Nepotismesagen i Assens: Oplæg blev til vennetjeneste og planlagte kurser blev aflyst

Et bogkøb til 2.400 kroner og et oplæg, som kommunen aldrig betalte noget for, har vist sig at være de indledende øvelser til en kursusrække, som en afdelingsleder i Assens Kommune havde bestilt hos sin svigerinde i strid med habilitetsreglerne.

00:47

En afdelingsleder bestilte en kursusrække hos sin svigerinde, kursusudbyder Tina Bue Frandsen, men kurserne nåede at blive aflyst. Det fortæller velfærdsdirektør i Assens Kommune, Henrik Juul Kjær, som har undersøgt sagen efter, at TV 2/Fyn har søgt om aktindsigt.

E-mail Tina Bue, Assens Kommune

1 af 2

Der var planer om at afholde flere kurser i ledelsesteorien Teori U ved kursusudbyder Tina Bue Frandsen. Kurser, som var bestilt af hendes svoger, der er afdelingsleder i Assens Kommune.

Det viser en aktindsigt, som TV 2/Fyn har modtaget.

Det til trods for, at samme afdelingsleder også i sit tidligere job i Kerteminde Kommune kom i karambolage med habilitetsreglerne, fordi han dér købte kurser hos sin svigerinde.

Kurser, som han arrangerede i samarbejde med sin kone, som indtil for nylig var ansat som leder af Børne- og Familiecentret i Nordfyns Kommune, men blev fyret efter afsløringer af ulovlige kursusindkøb for næsten 240.000 kroner.

Nu viser det sig altså, at sagen også har tråde til Assens, hvor den pågældende leder blev ansat i september sidste år.

Her planlagde han i slutningen af 2017 et kompetenceudviklingsforløb for sine medarbejdere på Pilebakken og Aktivitetscenteret Odensevej. Et forløb, som hans svigerinde - Tina Bue Frandsen - skulle levere.

Forløbet bliver skudt i gang med et to timers introforløb afholdt den 21. eller 22. november 2017. 

E-mail fra Tina Bue til hendes svoger.

Oplæg blev til vennetjeneste

Det fremgår af de e-mail-udvekslinger mellem Tina Bue Frandsen og hendes svoger, som TV 2/FYN har fået aktindsigt i, at svogeren har sendt betalingsoplysninger på de institutioner i Assens Kommune, som han er leder for, videre til Tina Bue Frandsen.

E-mail korrepsondance mellem Tina Bue og hendes svoger.

Onsdag den 15. november sender Tina Bue Frandsen en e-mail til sin svoger.

"Jeg sender slides til på tirsdag, hvis du skulle have et ønske om at printe dem til medarbejderne. Ud over det sender jeg ny vedr to-dags, hvoraf fremgår tilbudspris samt deadline for tilmelding."

Svogeren svarer på mailen kort efter og sender et EAN-nummer til Tina Bue Frandsen. En oplysning, der rejser tvivl om, hvorvidt det var meningen, at hun skulle have betaling for det to timers intro-forløb til Teori U, der blev holdt i slutningen af november. 

Men Tina Bue Frandsen har - ifølge TV 2/FYNs oplysninger - aldrig sendt en faktura til Assens Kommune for oplægget og derfor må det betragtes som en vennetjeneste.

- Man skal afstå fra at bruge bogkøb blandt familiemedlemmer. Jeg synes også, man skal afstå fra at invitere ind til et kort oplæg – ganske vist gratis, og derfor er det en vennetjeneste – men det er ikke i orden, og jeg er rigtig glad for, at man ledelsesmæssigt får sagt fra overfor at bruge Tina Bue i et længere forløb, siger Henrik Juul Kjær.

Tre introforløb og to undervisningsdage droppet

TV 2/FYN har i flere omgange henover foråret og senest i begyndelsen af juni søgt om aktindsigt i blandt andet mails mellem Tina Bue Frandsen og hendes svoger, der er afdelingsleder i Assens Kommune.

I første omgang får vi at vide, at mails mellem de to er slettet og skal findes frem på kommunens back up-server. 

"Som oplyst tidligere i dag kræver besvarelse af din henvendelse om aktindsigt i mailkorrespondance mellem XX (afdelingsleder, red.) og Tina Bue Frandsen gennemgang af Assens Kommunes back up"

Efterfølgende har Assens Kommune i back up-systemet undersøgt om der har været mails mellem de to på udvalgte dage i en afgrænset periode. 

Her har man fundet to mails, der viser, at der har været planlagt kurser og været afholdt et introforløb i Teori U ved Tina Bue Frandsen. 

Assens Kommune har, efter at TV 2/FYN har søgt aktindsigt, undersøgt omfanget af de planlagte kurser. 

- Der har været tilløb til, at den pågældende matrikel skulle have et kompetenceudviklingsforløb, da den nye leder starter, og det er man så gået i gang med at planlægge. Da der skulle vælges den fortsættende underviser eller formidler, bliver Tina Bue valgt fra til fordel for et andet firma.

Kommunen har fundet frem til, at der var planer om i alt tre introdage og indledningsvis to undervisningsdage i Teori U.

00:51

- Der har været tilløb til, at den pågældende matrikel skulle have et kompetenceudviklingsforløb, da den nye leder starter, og det er man så gået i gang med at planlægge.

Luk video

Kurser aflyst samtidig med TV 2/FYN modtager aktindsigt fra Nordfyn

Tilbage i november 2017 søger TV 2/FYN første gang aktindsigt i fakturaer mellem Tina Bue Frandsen og henholdsvis Nordfyns og Kerteminde kommuner, hvor hendes søster og svoger var ansat.

Vi får svar på den første aktindsigt fra Kerteminde Kommune den 6. december - samme dag skulle Tina Bue Frandsen ifølge mailen have holdt to-dags kursus i Teori U på en af svogerens institutioner i Assens Kommune.

Svaret fra Nordfyns Kommune kommer få dage senere.

Det kursus, som er planlagt, det er planlagt til at finde sted stort set samtidig med, at vi modtager en masse materiale fra Nordfyns Kommune, som viser, at det her habilitetsproblem eksisterer. Er der en sammenhæng?

- Det er klart, at jeres opmærksomhed kan have medvirket til, at den pågældende leder lige er… Hov, her er et eller andet, som ikke er så smart, og derfor drøftes det, kan jeg se.

Hvornår bliver du klar over, at I har det her problem?

- Det gør jeg først på det tidspunkt, hvor I starter sagen i Nordfyn. Der bliver vi opmærksom på, at hov – vi har faktisk en af de implicerede parter ansat her hos os, siger velfærdsdirektør i Assens Kommune, Henrik Juul Kjær.

00:56 Luk video

- Der er foregået noget, som ikke burde foregå

Velfærdsdirektør i Assens Kommune, Henrik Juul Kjær har dog stadig tillid til sin afdelingsleder.

Den her leder, som vi taler om, var faktisk også omdrejningspunktet for de historier, vi lavede om Kerteminde Kommune. Der har han handlet med den her svigerinde for 40.000 kroner før en overordnet finder ud af det, og får ham stoppet i det. Er det ikke bekymrende for dig, at han faktisk har gjort det her tidligere?

- Det er bekymrende for mig, at man lige mangler den fornemmelse i forhold til, at her er altså nogen habilitetsregler i forhold til, hvad man skal som offentligt ansat. Det er om man så må sige en træls omgang, siger Henrik Juul Kjær.

Har du stadig tillid til den pågældende leder?

- Vi har stadigvæk vedkommende ansat i morgen og har jo haft nogle gode snakke med den pågældende i forhold til, hvad der er op og ned i forhold til habilitetsreglerne. Der er foregået noget, som ikke burde foregå.

00:54

Det er bekymrende, at den samme leder også har brudt habilitetsreglerne i Assens Kommune, lyder det fra den ansvarlige direktør.

Luk video

Ingen kommentarer

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra den mandlige afdelingsleder, som altså er svoger til kursusudbyder Tina Bue Frandsen.

Til gengæld har TV 2/Fyn mandag aften været i kontakt med Tina Bue Frandsen, men hun ønsker ikke at kommentere historien.