Nomineret til kammeratskabspris: Kan jeg nu leve op til det?

16-årige Karl Schaarup fra Svendborg er nomineret til Fynske Bank Kammeratskabsprisen, der uddeles på Sportslørdag den 21. januar.

Karl Schaarup spiller amerikansk fodbold og er holdkaptajn på Svendborg Admirals.

Han er en stor hjælp for både holdkammerater og trænere. Derfor har hans træner, Aske Koldegaard, indstillet ham til Fynske Bank Kammeratskabsprisen, som han nu er nomineret til.

- Jeg blev selvfølgelig glad, da jeg fik det at vide, for der var stor ros fra min træner. Jeg ved godt, at de er glade for mig i klubben, men jeg blev overrasket over al den ros. Det var meget at tage ind på en gang, og jeg blev lidt bange for, om jeg overhovedet kan leve op til det; men de andre var så søde at sige, at det har jeg allerede gjort, ellers var jeg ikke blevet indstillet til det, siger Karl Schaarup.

For ham er godt kammeratskab vigtigt for at sikre et godt sammenhold på holdet og særligt i den stærkt fysiske sport, som amerikansk fodbold er.

- For eksempel under træning er det vigtigt at kunne rejse sig efter en tackling og stadig være gode venner. Ellers kunne man nærmest ende med at være bange for hinanden, hvis man ikke var gode venner, siger han.

- Hvis du taber en kamp i fodbold, så er det måske et slag på din værdighed, men i amerikansk fodbold kan du få fysiske tæv, og det er skrækkeligt, hvis der er en dårlig stemning på holdet, men det er Karl med til at sikre, at der aldrig er, siger hans træner, Aske Koldegaard.

Han tilføjer, at Karl Schaarup altid går forrest til øvelser og nye tiltag på holdet.

- Vi skal ikke engang spørge ham. Det gør han bare, siger træneren.

 

 

Hvis Karl Schaarup får kammeratskabsprisen, følger der 25.000 kroner med. Sker det, vil han lade dem komme klubben til gode:

- Jeg regner med, at vores trænere og bestyrelse kan finde ud af, hvad de skal gå til. De skal i hvert fald gå til noget fedt til klubben, siger han.

 

Interview med Karl Schaarup, hans træner Aske Koldegaard og jurymedlem Jan Pytlick
Fotograf: Sportslørdag

Omkring 80 sportsfolk blev indstillet til Fynske Bank Kammeratskabsprisen. Heraf er syv blevet nomineret af juryen til den ny pris.

Oversigt

    Oversigt