I det fynske folks tjeneste

Nu er det nok: Borgmester indkalder til stormøde mod bander

01:56

Borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), vil ikke finde sig i bandernes mafiametoder. Derfor har han inviteret byens erhvervsfolk til møde for at bremse trusler og afpresninger i Odense.

Det kriminelle miljø i Odense er eskaleret voldsomt, og det er derfor nødvendigt at byens erhvervsfolk står sammen, så ingen oplever at blive truet til at betale beskyttelsespenge. 

Læs også Bandeindsats i Odense: Flertal for hårdere kurs fra kommunen

Sådan lyder det fra borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S). Han vil derfor samle byen og vise rocker- og bandemiljøet, at de og deres såkaldte mafiametoder intet har at gøre i Odense. 

- Vi vil sende et meget, meget klart signal om, at i Odense står vi sammen mod banderne. Det kan godt være, de har et hårdkogt kriminelt fællesskab, men det fællesskab, vi har uden om dem, - byen, politiet, virksomheder og andre - er meget større og stærkere, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2/FYN.

Mandag i næste uge er flere end 2.000 virksomhedsejere og erhvervsdrivende inviteret til stormøde på Rådhuset i Odense. 

Læs også Black Army til hjemløse: - Giv os penge eller bliv pusher

Under mødet vil borgmesteren selv, politidirektør, Kit Claudi Grøn-Iversen, og flere brancheforeninger holde oplæg om, hvordan mødedeltagerne skal forholde sig, hvis de udsættes for trusler af medlemmer af det kriminelle miljø.

- Det er ret vigtigt, at butikkerne har en tryghed i, at de ved, hvor de skal fortælle om chikane eller afpresning. De skal også vide, at de henvendelser, der kommer, bliver taget seriøst, fortæller Peter Rahbæk Juel.

Derudover håber borgmesteren, at flere tør anmelde trusler og afpresninger ved, at byen holder sammen.

- Der skal falde nogle anmeldelser på de, der afpresser butikker og andre folk, så vi kan få anholdt de rocker- og bandemedlemmer, som laver afpresninger og bruger rene mafiametoder, siger han.

TV 2/FYN har tidligere fortalt om tatovører, der er blevet truet til at betale beskyttelsespenge til Black Army, og i dag, mandag, kan vi så fortælle, at også byens hjemløse bliver afpresset kontanthjælp eller truet til at arbejde som pushere for banden.

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip