Ny planlov giver fynske kommuner mere frihed

Planloven, der torsdag formiddag blive præsenteret af regeringen, er godt nyt for de fynske kommuner, hvis man spørger Venstres Erling Bonnesen.

Liberal Alliance sprang fra til sidst, men det lykkedes V-regeringen at få en bred aftale om en ny planlov.

Regeringen, Dansk Folkeparti, De Konservative og Socialdemokraterne er blevet enige om en ny planlov.

Dermed er der blandt andet kommet styr på reglerne for byggeri tæt på de danske kyster. Netop kystbyggerierne har været en knast i forhandlingerne.

Regeringens ønske var at give tilladelse til 15 nye projekter i form af eksempelvis hotelbyggerier, ferieboliger og forlystelsesparker inden for den såkaldte strandbeskyttelseslinje, som går 300 meter fra kysten.

Men ifølge aftalen droppes de nye projekter i første omgang. På et senere tidspunkt vil aftalepartierne tage stilling til, hvor mange nye forsøgsprojekter, der kan gives tilladelse til. Men det bliver mellem 0 og 15, fremgår det af aftalen.

- Vi har lavet en aftale, som flugter fuldstændigt med det, som Kommunernes Landsforening har ønsket af frihedsgrader. Og langt de fleste af de punkter, som regeringen spillede ud med, er kommet med.

- Men vi har kun 34 mandater, så vi kan ikke få alt med, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det er en god aftale for kommunerne, der kommer nu en opdateret og mere tidsvarende planlov, der er lettere at planlægge og arbejde ud fra, siger Erling Bonnesen. (V).

Den nuværende planlov stammer fra 1992 og er udformet på basis af lovgivning fra 1970'erne.

Så der har længe været et ønske om at lave en ny planlov, hvor der udstikkes regler om for eksempel butiksstørrelser, byggeri ved kysterne og almene boliger.

Liberal Alliance er det eneste parti fra blå blok, som ikke er med i aftalen. Partiet hoppede fra til sidst, fordi de øvrige borgerlige partier ifølge Liberal Alliance gav sig på nogle vigtige punkter.

Blandt andet er Liberal Alliance ikke tilfreds med, at blå blok bevarer kommunernes mulighed for at kræve, at der indgår almene boliger i fremtidige nybyggerier af lejligheder.

- Sådan fører vi ikke politik i Liberal Alliance, siger erhvervsordfører Joachim B. Olsen (LA) i en pressemeddelelse.

Men den brede aftale vægtede stort hos erhvervs- og vækstministeren.

- Det afgørende er, at vi har fået en bred aftale, så det ikke bliver en stor kampplads på Christiansborg, hvordan kommunernes frihedsgrader skal være, siger Troels Lund Poulsen.

Han forventer fortsat, at pakken vil løfte BNP-væksten med 2,5 milliarder kroner.

Oversigt

    Oversigt