Ny Vestergade skifter status efter renovering

Mandag eftermiddag blev Ny Vestergade i Odense indviet, efter Odense Byråd sidste år valgte at indlede en renovering af gaden. Med renoveringen skifter gaden status.

Odense Kommune havde mandag eftermiddag inviteret på kaffe og brunsviger til åbningen af Ny Vestergade.

Med renoveringen har Ny Vestergade skiftet status til leg- og opholdsgade, hvilket betyder at hastighedsgrænsen er maks 15 kilometer i timen gennem gaden. Ny Vestergade er desuden blevet indrettet sådan, at alle trafikanter deles om gaden, samtidig er træer, bænke og parkeringsbåse placeret, så bilerne må zigzagge sig gennem gaden. 

Gaden har igennem to faser været lukket for trafik, efter kommunen sidste år besluttede at ville renovere gaden, der binder gågadeområdet og Munkemose sammen.

Klippede snoren i fælleskab

Rådmand Jane Jegind var mandag eftermiddag i Ny Vestergade for at deltage i åbningen af den nyrenoverede gade. Hun holdte en åbningstale for de tilstedeværende. Det samme gjorde beboerrepræsentanten Jørgen Findsen, inden de i fællesskab klippede snoren.

Der er ikke pillet ved ensretningen i den nye udgave af Ny Vestergade, og derfor kan cyklister stadig køre i begge retninger. Men for at kommeden store trafik af taxaer om natten og varetransport fra gågadeområdet til livs har kommunen lavet venstresvingsforbud fra Vestergade.

Forbuddet var et ønske fra gadens beboere og erhverv, der også er glade for deres nye gade. Christian Bellaci håber, at den nye indretning vil få flere folk i gaden.

- Nogle går selvfølgelig bare igennem og ned til mosen, men det er dejligt at se, at der er liv og børn, der kan lege i gaden, ligesom bilerne kører stille og roligt efter forholdene, siger Christian Bellacci.

Oversigt

    Oversigt