Nye livreddere klar til sommerens badestrande

Nyborg Svømme- og Badeland lagde i weekenden vand til optagelsesprøve for en gruppe håbefulde livredder-aspiranter.

I weekenden var der optagelsesprøve i Nyborg Svømme- og Badeland. Det var den første optagelsesprøve ud af en række teoretiske og fysiske prøver, som deltagerne skal bestå i de kommende måneder.

- For at blive livredder hos os skal man være i både fysisk og mental topform, så man kan sørge for badegæsternes sikkerhed til sommer, siger René Højer, programchef i TrygFonden i en pressemeddelelse.

I alt 133 skal til optagelsesprøve som livredder hos TrygFonden Kystlivredning, og de kæmper om i alt 60 pladser.

- Forud for sæsonen skal livredderne have testet formen og træne, så de er helt skarpe og klar til at håndtere både de alvorlige situationer, der kan opstå på strandene, og de almindelige forebyggende og oplysende indsatser, siger René Højer.

19 bestod optagelsesprøven i Nyborg

Lørdag var der så optagelsesprøve i Nyborg Svømme- og Badeland. Der var 21 aspiranter til optagelsesprøve, og de 19 bestod.

- Det er utrolig vigtigt, at de nye livreddere, ud over at have kompetencerne i vandet i orden, også er i stand til at vurdere risiko og forudse farlige situationer. Det kræver et godt overblik, og at man kan holde hovedet koldt i tilspidsede situationer, fortæller Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning,

I badesæson 2016 gennemførte livredderne 49.738 indsatser fordelt på 36 strande og havnebade. Langt de fleste indsatser var forebyggende, mens der i 16 aktioner blev vurderet, at personer var i akut livsfare.

Se video fra den indledende optagelsesprøve til TrygFonden Kystlivredning her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt