Fodboldklubben OB håber at have fundet den helt rette mand i Jesper Hansen til posten som sportsdirektør.
Den 51-årige AC Horsens-sportsdirektør kommer med over 30 års erfaring fra den jyske klub, og netop det ser OB's administrerende direktør, Thomas Christensen, som en stor styrke.
- Vi ønsker, at der skal være en kontinuitet og stabilitet i den sportslige udvikling i fremtiden, siger Thomas Christensen.
Jesper Hansen har bestridt adskillige poster gennem sine år hos AC Horsens.
Han har blandt andet været spiller, assistenttræner, cheftræner og administrationschef, og i 2008 blev han sportsdirektør.
- Det handler meget om den erfaring, han har på den sportslige side. Det er rigtig vigtigt at have 30 års erfaring i den branche.
- Og så har Jesper nogle specielle kompetencer i forhold til den måde, vi gerne vi have sammensat staben og truppen på fremover, siger Thomas Christensen.
OB havde senest Poul Hansen som sportsdirektør.
Den tidligere Lyngby- og AGF-træner blev ansat i november 2011, men allerede i december sidste år stoppede samarbejdet.
OB ligger aktuelt nummer fem i Superligaen.
Klubben har blot opnået seks point i forårets ni kampe i Superligaen.