OB: Emil Larsen har frikøbsklausul

Landskampsaktuelle Emil Larsen har en frikøbsklausul og kan være på vej væk fra OB. Det bekræfter sportschef Jesper Hansen.

Flere medier berettede søndag, at Emil Larsen er tæt på et skifte fra OB til Brøndby.

Klubben fra Vestegnen er tilsyneladende indstillet på at betale den frikøbsklausul på 1 millioner euro, som den tidligere sportschef Poul Hansen gav Emil Larsen i forbindelse med købet fra Lyngby.

- Jeg kan bekræfte, at Emil Larsen har en frikøbsklausul, siger OBs sportschef, Jesper Hansen.

Dermed kan OB intet stille op, hvis Brøndby vil betale, og Emil Larsen vil til Brøndby.

- Jeg kan ikke kommentere på rygter, men det er naturligvis rigtig dårlig timing, hvis Emil Larsen rejser fra OB. Vi har Bashkim Kadrii langtidsskadet, og flere andre spillere er ligeledes skadet, siger Jesper Hansen.

Emil Larsen var i foråret og har i de første kampe i den nye sæson været en af OBs største profiler.

- Situationen er sådan, at vi kan ikke gøre noget som helst, hvis nogen vil betale frikøbsklausulen, og hvis Emil Larsen vil rejse. Så om han er i OB om en uge, det ved jeg ikke, siger sportschefen.

Et lille lyspunkt for OB mandag var, at Darko Boduls skade ikke viste sig at være så alvorlig som frygtet. En røntgenundersøgelse viste, at der ikke er noget brud, men tale om en forstuvning. Dermed kan Bodul måske allerede blive klar til kampen mod FC Vestsjælland på søndag.

Oversigt

    Oversigt