Lige til højrebenet: OB vender madspild til folkehjælp

Hvert år kasserer Odense Sport & Event for 60.000 kroner mad fra deres VIP-arrangementer på Odense Stadion. Men nu skal de tabte kroner vendes til hjælp til udsatte familier.

Hos Odense Sport & Event vil de ikke længere se på, at der bliver smidt for flere tusinde kroner mad ud, hver gang de har afholdt VIP-arrangementer på Odense Stadion forud for OB's hjemmebanekampe. 

Manglende afbud fra nogle af de tilmeldte gæster gør, at de efter hvert arrangement står tilbage med masser af uspist mad. Men nu skal madspildet vendes til hjælp til udsatte familier. 

Det vil virksomheden gøre ved at blive bedre til at gøre deres sponsorer, som gæster arrangementerne, opmærksomme på det store madspild og opfordre dem til at melde afbud de dage, hvor de ikke kan møde op.

På den måde håber Odense Sport & Event, at spare nogle af de mange tusind kroner, som hvert år går tabt.

Besparelsen vil de så donere til Dansk Folkehjælp og deres feriehjælp-program på Fyn. Programmet giver mulighed for at udsatte børn og deres familier kan få ferieoplevelser. 

- Forhåbentlig kan den nye ordning bringe madspildet endnu længere ned, så vi i stedet kan bruge pengene på et godt formål, fortæller Ole Bang Nielsen, som er administrerende direktør i Odense Sport & Event.

Mere præcist bliver pengene doneret til Dansk Folkehjælp, hver gang sponsorerne husker at melde afbud senest tre dage inden et arrangement. 

- Vi bryder os ikke om at spilde mad og penge, når vi i stedet kan sørge for at støtte en god sag, lyder det fra Ole Bang Nielsen. Han tilføjer desuden, at Odense Sport & Event garanterer minimum 10.000 kroner til Dansk Folkehjælp, uanset hvor mange penge de får samlet ind.  

Oversigt

    Oversigt