OB-profil efter nederlag: Vi var uheldige

OB-kanten Emil Larsen var tilfreds med fynboernes spil mod Brøndby, men mener brændte chancer kostede sejren.

OB tabte søndag 1-2 hjemme mod Brøndby i en kamp, fynboerne ellers havde alle chancer for at afgøre.

I løbet af hele kampen havde de blåstribede flere oplagte muligheder for at score mere end det ene mål, men både uheld og manglende skarphed stod i vejen for træner Troels Bechs tropper.

Derfor var det også en skuffet Emil Larsen, der skulle evaluere på nederlaget.

- Vi spillede godt. Især i anden halvleg, hvor vi lagde tryk på dem og kom til muligheder. Vi var så ikke gode nok til at få proppet den ind. Men jeg synes, vi arbejdede godt, og vi var bare uheldige med ikke at vinde, siger Emil Larsen og fortsætter:

- Marginalerne var ikke på vores side i dag. Vi havde en masse chancer, og vi holdt egentlig Brøndby fra det store i anden halvleg. Men de fik lige en enkelt én, som de så satte ind, siger han.

Nederlaget er det tredje på stribe for OB, der efterhånden er langt fra europæisk fodbold næste år.

- Det er en stor skuffelse. Vi er ærgerlige over, at vi ikke fik den sejr, som vi har ventet så længe på. Vi må bare se frem mod de næste kampe, siger Emil Larsen.

OB møder i næste runde FC Midtjylland hjemme på Tre-For Park.

Oversigt

    Oversigt