OB stopper nederlagsstime mod Superligaens tophold

Selvom begge hold havde chancerne, fik hverken OB eller FC Midtjylland alle tre point med hjem.

Hverken OB eller FC Midtjylland fik det optimale ud af søndagens kamp på Tre-For Park, der endte 1-1.

FC Midtjyllands Izunna Uzochukwu scorede kort før pausen, mens OB's Kriszstian Vadocz scorede det udlignende mål i starten af anden halvleg.

Trods det uafgjorte resultat topper FC Midtjylland stadig Superligaen. Førerholdet har dog nu kun fem point ned til rækkens næstbedste hold, Esbjerg, der tidligere søndag hentede tre point mod Sønderjyske.

For OB blev det et brud med den negative stime på tre superliganederlag i træk, men Troels Bechs tropper er blot et enkelt point over nedrykningsstregen.

Hjemmeholdet havde dog ligesom FC Midtjylland flere muligheder for at sikre sig sejren. Men når holdene kom i stormløb mod de to målfelter, manglede skarpheden for det meste i den afgørende aflevering og afslutning.

Kampens første mål blevet scoret, da Morten "Duncan" Rasmussen modtog bolden i feltet, holdt et par OB-spillere væk og trillede bolden tilbage mod Izunna Uzochukwu, der hamrede bolden knaldhårdt i nettet fra 20 meters afstand.

OB's udligning kom i anden halvleg, da ungarske Krisztian Vadocz udplacerede Jonas Lössl med en elegant inderside fra kanten af feltet.

Martin Spelmann havde forinden sat Vadocz i scene med en smart hælaflevering, som OB-midtbanen altså udnyttede.

Og flere scoringer blev det ikke til i Odense, og det endte derfor 1-1 - et resultat, begge hold formentlig både kan være tilfredse og utilfredse med.

OB skal i næste spillerunde en tur til Esbjerg, mens FC Midtjylland får besøg af FC Vestsjælland.

Oversigt

    Oversigt