OB-træner vil snuble ind på europæisk placering

OB har som mål at ende på en af de europæiske placeringer i Superligaen, og OB-træner Troels Bech er optimist.

OB halter et enkelt point efter AaB på den fjerdeplads, som giver adgang til kvalifikationen i Europa League i næste sæson.

Derfor er søndagens kamp i Odense mellem OB og AaB ekstra vigtig for OB-træner Troels Bech.

- Jeg synes, det er spændende, hvem der kommer i Europa League.

- Og der har vi faktisk lige nu - selv om vi ikke styrter af sted mod målet - gode muligheder for at snuble ind på den placering, som før sæsonen synes at være lige i overkanten af, hvad vi kunne nå, siger Troels Bech.

Inden sæsonen havde OB en målsætning om at komme ud at spille i Europa, og efter en skidt begyndelse på foråret er det med tre kampe uden OB-nederlag ved at se bedre ud.

- Der har været fokus på at komme i Europa lige fra sæsonens start. Og jeg ser på det med lyst sind, lyder det fra Troels Bech.

I søndags spillede OB 1-1 i Parken mod førerholdet FC København, og i den kamp forsøgte fynboerne sig med et nyt 3-5-2-system, som dog er lagt på hylden igen.

- Jeg synes, det må være en fordel, hvis vi kan vælge mellem flere systemer. Men så kræver det også, at vi vælger rigtigt.

- Mod FCK var det endnu et eksempel på noget, som så godt ud på papiret, men som fungerede skidt på banen, forklarer Troels Bech.

OB har savnet lidt ro og kølighed, når holdet er i boldbesiddelse, mener OB-træneren.

- Vores angreb er alt for korte. Vi har for få afleveringer, inden vi skyder den op til angriberne.

- Angriberne når sjældent at få sammenhæng med resten af holdet, og så skal de klare sig selv. Det er svært, når der ikke er den ro, som vi gerne vil have, siger han.

Den manglende ro med bolden skyldes især fraværet af de skadede offensive OB-profiler Rasmus Falk Jensen og Emil Larsen.

- Den skæbne har vi til fælles med de fleste hold i Superligaen. Hvis man mangler to landsholdskandidater og i øvrigt på nogenlunde samme pladser, så er der mange andre end OB, der vil være udfordret, siger Troels Bech.

Oversigt

    Oversigt