Odense ZOO dropper havnen efter publikumsflop

Det lykkedes ikke Odense ZOO at tiltrække nok gæster med de to højtprofilerede udstillinger på havnen de seneste to vintre.

Odense ZOO har ikke haft succes med udstillingerne om dinosaurer og hajer på havnen, og derfor dropper ZOO nu lejemålet på Byens Ø. ZOO oplyser, at beslutningen hænger sammen med både et lavere besøgstal end forventet, og at det har været en stor udfordring at drive attraktion to steder.

De to udstillinger "Dinosaurerne Kommer" og "Planet Shark" har samlet haft 45.000 besøgende, men det har ikke været nok. Alene for den første udstilling var den oprindelige ambition 70.000.

- Så sidder vi selvfølgeligt og kigger på, hvorfor er der ikke kommet flere, lyder det fra direktør for Odense ZOO, Jens Odgaard Olsson:

- Det handler også om, hvor nemt -  eller hvor besværligt - det er at komme til Byens Ø, og hvad gæsterne forventer i forhold til at have en hel dag, som man jo typisk har i zoologisk have, så der er mange forhold, der spiller ind.

Odense Kommune har i år givet omkring ni millioner til Odense Zoo i drifts- og anlægsudgifter. Herudover er 1,75 millioner givet direkte til Plant Shark.

Udstillingen Planet Shark er nu flyttet videre til Den Blå Planet.

Oversigt

    Oversigt