Opråb fra Fængselsforbundet: Vi mangler folk

Arbejdsmiljøet i fængsler og arresthuse trænger til en kærlig hånd. Det er budskabet fra Fængselsforbundet i et nyt notat om udviklingen i Kriminalforsorgen.

Sygefraværet blandt landets fængselsbetjente er på et år steget med tre dage i gennemsnit. I 2015 lå det på 20 dage. I 2016 er det øget til 23 dage. En stigning på 15 procent. 

Fængselsbetjente er dermed mere end dobbelt så meget syge som statens øvrige medarbejdere, som i gennemsnit er syge ni dage om året, hedder det i en pressemeddelse, der er udsendt tirsdag.

Det stigende sygefravær kommer samtidig med, at der sker flere overfald mod fængselsbetjente. I de første otte måneder af 2016 har der været 373 episoder med vold og trusler mod Kriminalforsorgens personale. Til sammenligning var der 273 episoder i samme periode i 2015. 

- Der er mange ting, som bevæger sig i den forkerte retning i Kriminalforsorgen i øjeblikket. Vi oplever mere og mere vold. Vi mangler betjente. Vi bliver pålagt nye opgaver. I den situation er det ikke underligt, at personalet bliver slidt ned. Folk kan ikke holde til mere, siger Fængselsforbundets formand Kim Østerbye. 

Han mener, at der er brug for flere på vagt i fængslerne: 

- Hvis trusselsmiljøet skal forbedres, kræver det først og fremmest en bedre dynamisk sikkerhed. Vi skal være tilstede blandt de indsatte på den positive måde. Med det mener jeg ikke daglige visitationer i jagten på mobiltelefoner. Der mangler simpelthen folk til at styrke relationerne mellem indsatte og ansatte.

Overfald i Nyborg Fængsel

Ansatte i Nyborg fængsel har også mærket forråelsen i arbejdsmiljøet på egen krop. I oktober i år blev en mandlig fængselsbetjent slået i hovedet og en kvindelig fængselsbetjent blev sparket i hovedet, da en indsat gik amok.

Antal volds- og trusselsepisoder mod personalet20152016
Nyborg18 (25 hele året)47
Ringe5 (7 hele året)12
Søbysøgård6 (6 hele året)3
Kilde: Fængselsforbundet

Du kan læse Fængselsforbundets notat om sygefraværet her.

 

 

Oversigt

    Oversigt