Oprydningen først færdig tirsdag

Den voldsomme storm har nu forladt den fynske område. Otte personer er kommet svært tilskade, mens 70 personer er blevet behandlet på skadestuen.

Fyns Politi har endnu ikke noget overblik over de omfattende stormskader på Fyn, men overalt på øen meldes der om væltede træer, ødelagte bygninger, nedblæste tage og væltede biler.

Fyns Politi er i gang med oprydningen, men skaderne er så omfattende at redningsfolk og politi ikke vil være færdige før tirsdag.

-Der kan meget nemt være skader, som ikke umiddelbart er synlige - for eksempel et skadet træ, som kan risikere at vælte. Derfor opfordrer vi til at holde sig hjemme med mindre, det er tvingende nødvendigt at køre ud, siger Lars Thede, vagtchef ved Fyns Politi.

Trafikken på Storebæltsbroen er igen normal, men mandag aften er der fortsat ikke ryddet op på Lillebæltsbroen. Der ligger flere væltede lastbiler på broen i begge retninger og først mandag aften kom redningsmandskabet i gang med oprydningen. Derfor er der fortsat lange bilkøer ved Middelfart.

-Vi arbejder i første omgang på at få hul igennem, så trafikken i hvert fald kan komme over broen i en enkelt spor hver vej. Det er simpelthen nødvendigt, så vi kan få trafikken til at glide igen, siger Lars Thede.

Fyns Politi opfordre fortsat til at undgå al unødig kørsel, da der kan være usynlige stormskader, der pludselig kan være til fare for alle trafikanter.

Oversigt

    Oversigt