I det fynske folks tjeneste

OSE-sagen: Politikerne holdt møde om Melodi Grand Prix

Politikerne har ikke ønsket at bidrage med oplysninger om det konkrete indhold af et møde i økonomiudvalget den 8. maj 2013, men i følge mødeindkaldelsen skulle de diskutere afviklingen af det kommende Melodi Grand Prix.

Politikerne kan selv kaste lys over, hvad der helt konkret blev diskuteret på et møde i økonomiudvalget den 8. maj 2013.

Men ingen af de daværende fem medlemmer af økonomiudvalget har ønsket at bidrage til sagens opklaring.

Mødet i økonomiudvalget var nemlig i følge TV 2/Fyns kilder af uformel karakter, og derfor er referatet ikke tilgængeligt for offentligheden.

TV 2/Fyn er dog kommet i besiddelse af mødeindkaldelsen. Det viser sig, at indkaldelsen handler om Odense Kommunes brug af Arena Fyn i forbindelse med afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix og MGP i 2014.

"Jeg vil gerne have en uformel drøftelse med jer forud for byrådsmødet onsdag den 8. maj kl. 16.45 - 17.00 om muligheder og perspektiver for dette arrangement...", skriver Anker Boye i mødeindkaldelsen. 

Læs også Politikerne fedtes mere og mere ind i sag om ulovlig støtte

Det har ikke været muligt at få opklaret, om politikerne ud over det forestående Grand Prix på et mere konkret plan også har drøftet en model for driftsstøtte til Odense Sport og Event.  Men meget tyder på, at spørgsmålet kan have været diskuteret, fordi økonomiudvalget på et ordinært møde fire måneder senere behandlede en tillægsbevilling, som skulle udmøntes i en eller flere samarbejdsaftaler med OSE.

Der henvises nemlig i dagsordenen til mødet den 8. maj 2013:

"I forlængelse af Økonomiudvalgets drøftelse med Odense Sport og Event den 23/1 2013 og de efterfølgende drøftelser i økonomiudvalget den 8/5 2013, har Økonomiudvalget tilkendegivet, at man ønsker at indgå i en eller flere samarbedssaftaler med Odense Sport og Event. Der indlægges derfor en bevilling på 5 mio. kr. i 2014 og 2,5 mio. kr. fra 2015 og frem under Økonomiudvalget".

Uddrag af indkaldelsen til den 'uformelle drøftelse' om melodi grand Prix.

 - En borgmester kan godt indkalde sit økonomiudvalg til uformelle drøftelser, men hvis der skal træffes beslutninger om en ny samarbejdsmodel, så skal der være offentlighed både for dagsorden og referat", siger en af Danmarks førende mediejurister Oluf Jørgensen til TV 2/Fyn.

Det fremgår af kommunens egne aktlister, at der i dagene op til mødet den 8. maj blev rundsendt flere mails om netop en ny samarbejdsmodel med Odense Sport og Event, men netop på grund af mødets uformelle karakter, blev der aldrig udarbejdet et offentligt tilgængeligt referat. 

Læs også OSE-sagen: Ledende politikere holdt "hemmeligt" møde om støtte

 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip