Borgmester mødte op i retten: - Formentlig tæller han også ned til kommunalvalget

Bandemedlemmer var i dag for Retten i Odense, og borgmester Peter Rahbæk udtale sig inden retsmødet om sagen. Det bliver han nu kritiseret for.

Borgmesteren i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), mødte i dag op i en straffesag med en melding om, at han håber anklagemyndigheden vinder sagen.  

Den udtalelse bliver nu kritiseret.

Tre mænd fra bandegrupperingen Black Army er tiltalte for at afpresse ejeren af en tatovørforretning i Odense.

Bevæbnede betjente med skudsikre veste var til stede, fordi både Black Army-støtter og støtter til tatovørerne var mødt op i retten.

- De er gået langt over stregen i den måde, de har afpresset tatovører og tævet hjemløse. De styrer et narkomarked på en brutal og hensynsløs måde, sagde Peter Rahbæk Juel på vej ind til Odense Byret.

Borgmester håber på dom

Siden sagen begyndte i januar har politiet modtaget flere anmeldelser om afpresning, og dét har ført til flere anholdelser. 

Borgmesteren har tidligere holdt borgermøder om tiltag mod banden. Og i dag var han inden retsmødet ganske utvetydig om, hvordan han mente retten burde agere i den pågældende retssag.

- Vi sætter foden ned nu og siger ”stop, hertil og ikke længere”, og det er den her retssag et symbol på. Vi viser, at kommune, politi og retssamfund er et større og stærkere fællesskab end deres kriminelle fællesskab. Derfor så skal vi vinde, sagde Peter Rahbæk.

quote Formentlig tæller han også ned til kommunalvalget her i efteråret.

Henrik Stagetorn, tidligere formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater

Møder kritik

Selvom Odenses borgmester har været meget engageret i sagen, så bliver han nu kritiseret for, at gøre opmærksom på sig selv inden retsmødet.

Henrik Stagetorn er tidligere formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, og han har selv været forsvarsadvokat i flere sager med politisk bevågenhed.

- Jeg opfatter det som utidig indblanding fra hans side. For det første tror jeg, at Odense Kommune har så store udfordringer, at han kunne bruge sin arbejdsdag meget bedre end at sidde i retten. For det andet lægger han et indirekte pres på domstolen. Forestiller man sig, at en af domsmændene er ansat i kommunen, så er det jo lidt specielt, at ens chef forinden har udtalt, hvilket resultat han gerne ser. Det er ret usædvanligt at folk, der ikke er aktør eller pårørende, at de dukker op i retten og giver interview forinden, fortæller Henrik Stagetorn. 

Han påpeger samtidig, at borgmester Peter Rahbæk Juel som udgangspunkt ligesom alle andre borgere også har ret til at overvære retsmødet. Det var bare ikke kun det, han gjorde.

- Han stiller ikke op til interview i sin egenskab som bosiddende i Odense Kommune, men i sin egenskab som borgmester. Formentlig tæller han også ned til kommunalvalget her i efteråret, siger Henrik Stagetorn.

Politikere blev tidligere irettesat

Det er ikke første gang, at politikere er kommet i vælten for at have blandet sig i verserende retssager.

I 2014 blev boghandleren fra Brønshøj Said Mansour idømt fire års fængsel for at opildne til terror. Retten mente i samme omgang ikke, at han skulle have frataget sit danske statsborgerskab. 

Det fik flere politikere, heri blandt Inger Støjberg (V) og Pia Kjærsgaard (DF), til at kritisere afgørelsen. 

De fik efterfølgende en opsang fra retspræsidenten ved Retten på Frederiksberg, Torben Goldin:

- Jeg har bemærket, at flere personer, herunder politikere, forskellige steder har udtalt sig om, hvad de mener om dommens resultat, herunder navnlig rettens afgørelse af, at domfældte ikke skulle fratages sit danske statsborgerskab. Hvis man fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningene med hensyn til sagens afgørelse, kan man straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, sagde Torben Goldin dengang.

Oversigt

    Oversigt