I det fynske folks tjeneste

Førende vejrprognose forudser sne på Fyn juleaften

Der er vinterlige julenyheder på vejrfronten mandag morgen, for nu er der tegn på, at sneen kan falde over Fyn 24. december.

Et snevejr kan ramme Danmark, når et lavtryk i henhold til seneste prognose bevæger sig lige syd om landet. Dele af landet kan derved få snevejr juleaftensdag, hvis prognosen holder vand. Foto: Arkiv / Ole Holbech

I samarbejde med TV2.dk

Tendensen har været nedslående de seneste dage - i hvert fald hvis man er til den hvide jul - men nu er der lys og sne i horisonten.

For mens prognoserne de seneste dage har regnet sig frem til mildt og gråt vejr juleaften, er den seneste prognose fra det fælleseuropæiske regnecenter for vejrprognoser i Reading vest for London nu blevet markant koldere.

Faktisk har prognosen nu sne på jorden mange steder om eftermiddagen og til aften 24. december, og dermed er sandsynligheden for den hvide jul steget.

 

Læs også Kun optimister tror på sne på Fyn

 

En landsdækkende hvid jul bliver det næppe, for her skal 90 procent af landet være dækket af mindst en halv centimeter sne om eftermiddagen 24. december. Og det er svært at nå.

Til gengæld har den lokale hvide jul med sne i mindre end 90 procent af landet nu langt bedre kår end tidligere. Faktisk er der udsigt til sne mange steder.

  Foto: TV 2 VEJRET

Lavtryk tager en koldere kurs

Grunden til, at prognoserne er blevet koldere og har sne i sig, er, at et lavtryk ser ud til at tage en bane lige syd om Danmark selve juleaftensdag.

Resultatet af lavtrykkets forventede bane er, at kulden strømmer ned over Danmark på nord- og vestsiden af lavtrykket, mens vi stadig ligger tæt nok på lavtrykket til, at der falder nedbør over Danmark.

Og med de temperaturer, som prognoserne regner sig frem til nu, bliver der tale om sne i store dele af landet.

 

Læs også Her falder fredagens sne på Fyn

 

Aflæser man prognoserne råt, kan der falde sne i store dele af det centrale, østlige og nordlige Jylland samt på Fyn og Sjælland og Lolland og Falster.

Der vil være tale om tøsne, for sneen vil falde i temperaturer lige over frysepunktet.

Er man til sne og hvid jul, kan man derfor godt tillade sig at justere julehumøret en smule op.

Man skal dog huske på, at den lokale hvide jul endnu blot er en beregnet mulighed i en supercomputer. En supercomputer, som dog har ry for at levere de bedste vejrudsigter i verden.