Film om barnemord: Mor væmmes over Oscar-nominering til vinderfilm fra Odense

Omdiskuterede ’Detainment’ blev tirsdag nomineret til en Oscar for 'bedste kortfilm'.

Filmen ’Detainment’ handler om et mord begået af to tiårige drenge i 1993. Kortfilmen er baseret på en sand historie om drabet på engelske James Bulger på to år. I september sidste år vandt filmen hovedprisen ved Odense Film Festival.

Den bruger udskrifter af de oprindelige afhøringer og overvågningsoptagelser af de to drenge, der blev anholdt for mordet.

Tirsdag blev filmen nomineret til en Oscar, og det falder bestemt ikke i god jord hos den dræbte drengs mor, Denise Fergus.

- Jeg kan ikke udtrykke, hvor frastødt og ked af det, jeg er over, at den såkaldte film er blevet lavet og nu er nomineret for en Oscar, skriver moderen i et tweet efter, at Oscar-nomineringerne blev offentliggjort tirsdag eftermiddag. 

Filmen, der er lavet af den irske instruktør Vincent Lambe, vandt i efteråret hovedprisen på Odense International Film Festival.

Ikke voldspsykopater

Kort før sin tre års fødselsdag i marts 1993 blev James Bulger bortført fra et indkøbscenter. To dage senere blev han fundet dræbt og torteret. Robert Thompson og Jon Venables på ti år blev sigtet for mordet og senere dømt.

Filmen følger afhøringerne af de to drenge efter mordet, og her ser man ikke to voldspsykopater, men et par små drenge, der ved, at de har gjort noget utilgiveligt.

Instruktøren valgte ikke at kontakte forældrene til James Bulger i forbindelse med filmen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er 26 år siden, at min søn blev myrdet, og jeg har set mange dokumentarer og nye historier om ham. Men jeg har aldrig været så oprørt og stødt over noget, der viser så lidt medfølelse med James og hans familie, har faderen Ralph Bulger sagt til avisen The Daily Mirror.

Boykot filmen

Moderen til James Bulger havde opfordret Oscar-akademiet til ikke at nominere filmen, og over 90.000 personer havde underskrevet en opfordring til akademiet om at diskvalificere den 30 minutter lange film.

Men "den er blevet ignoreret af akademiet, ligesom mine følelser er," lyder det fra moderen i tweetet.

I december sagde moderen i et interview med den engelske tv-kanal ITV, at hun mener, at instruktøren blot brugte sagen til at fremme sin egen karriere.

- Jeg beder folk om at boykotte filmen, fordi jeg ikke synes, at den burde være blevet lavet i første omgang. Især ikke uden at snakke med James’ forældre, sagde hun i programmet.

Ekstremt ked af det

Vincent Lambe har før forældrenes udmeldinger forklaret sin motivation for at lave filmen.

- Grunden til, at filmen blev lavet, var for at forsøge at komme nærmere en forståelse for, hvordan de to tiårige drenge kunne begå sådan en modbydelig forbrydelse. Fordi jeg tror, at hvis vi ikke forstår baggrunden for det, er det sandsynligt, at noget lignende vil ske igen i fremtiden, har instruktøren sagt til BBC.

Efter moderens udtalelser om filmen og instruktøren skrev Vincent Lambe et opslag på Twitter, hvor han undskylder for at have gjort Bulger-familien kede af det og for ikke at have fortalt dem om filmen på forhånd.

- Filmen er blevet kritiseret for at ’menneskeliggøre’ morderne. Men hvis vi ikke kan acceptere, at de er mennesker, vil vi aldrig have chancen for at forstå, hvad der drev dem til den rædselsvækkende forbrydelse, skrev instruktøren på Twitter.

Han har ikke kommenteret moderens seneste angreb på filmen i anledning af, at den er blevet nomineret til en Oscar.

Oscar-uddelingen kan ses live på TV 2 natten mellem den 24. og 25. februar.

 

Oversigt

    Oversigt