OUH behandler de stressramte børn: - Det er hjerteskærende

Et stigende antal børn og unge bliver indlagt med kropsrelateret stress på landets sygehuse. Et af de steder, der hjælper de ramte børn, er Odense Universitetshospital.

Børn, der konstant har ondt i hovedet. Børn, der kaster op og er anspændte. Børn, der ryster og får tics. 

Et stigende antal børn kæmper med mistrivsel og stressrelaterede symptomer. Tallet er femdoblet på 20 år, og i 2015 blev 4.724 børn og unge under 19 år således registreret med nervøse og stressrelaterede tilstande. 

Det er noget, de kan mærke på børneafdelingerne på landets sygehuse. 

Indlagt i 14 dage

Blandt andre hos Odense Universitetshospital, hvor de ugentligt indlægger børn med såkaldt kropsrelateret stress.

Det er fysiske smerter, der bunder i mistrivsel, og det tæller alt fra hovedpine til lammelser i kroppen, fortæller overlæge Karin Lassen.

- Ofte starter det med en helt reel fysisk sygdom, hvor smerten efterfølgende bliver vedligeholdt af et eller andet, siger hun. 

På børneafdelingen i Odense er børnene mellem 11 og 15 år gamle. Ofte har de ikke været i skole i halve år på grund af de fysiske smerter.

Børnene bliver indlagt i 14 dage ad gangen sammen med deres forældre, og her er målet at at komme væk fra hverdagen og finde frem til, hvad mistrivslen bunder i. 

- Dagens unge er meget fokuserede på at være perfekte og de bedste, nævner Karin Lassen som én af de hyppigste grunde til indlæggelserne.

- De er blevet mødt med, at det bare er noget de siger eller 'faker', og her er der rent faktisk nogen, der tror på det, de siger, siger hun. 

Børn bliver misforstået

Også overlæge på børneafdelingen i Hillerød, Grethe Teilmann, kan nikke genkende til, at børnene ofte bliver misforstået eller overset i en travl hverdag.

Og det er netop pausen fra hverdagen, der ender med at gøre dem raske igen, mener hun:

- Det kan være helt hjerteskærende at se, at symptomerne ændrer sig på få dage efter indlæggelsen, siger Grethe Teilmann og fortsætter:

-  Her er barnet i fokus, og nogle af de belastende faktorer bliver simpelthen taget væk, siger hun. 

Stinna havde stress i otte år

En af dem, der i mange år kæmpede med kropsrelateret stress, er 23-årige Stinna Winther.

Hun har aldrig været indlagt med sygdommen, men har kæmpet mod den i otte år som både barn og ung. I dag er hun dog helt rask. 

- Det begyndte, da jeg gik på eliteefterskole. En dag vågnede jeg og kunne ikke løfte mine ben. Det er så forfærdeligt, når man ikke kan kommunikere med sin krop, fortæller hun om sygdommen. 

Store forventninger til sig selv

Som mange af nutidens børn gik der ligeledes et godt stykke tid, før hun blev diagnosticeret med kropsrelateret stress - faktisk endte hun med selv at komme med diagnosen efter grundig research på nettet. En diagnose, som lægerne efterfølgende anerkendte. 

Og hvorfor det netop er Stinna Winther, der blev ramt af stress, har hun også selv en forklaring på: 

- Jeg har haft mange store forventninger til mig selv, og jeg ville være perfekt på alle områder i mit liv. Både i skolen, til håndbold og som ven, siger hun og fortæller, at forventningspresset kommer indefra: 

- Men det kommer af, at vi tror, at andre forventer noget af os. Tidligere har man nok været bedre til at lytte til sit hoved. I dag får vi at vide, at vi bare skal kæmpe videre, og det udmunder i, at kroppen selv bliver nødt til at sige stop. 

Oversigt

    Oversigt