Plejehjem i Odense lukker

Rehabiliteringstilbuddet Kragsbjergløkke Leve-Ud og plejehjemmet Kragsbjergløkke Leve-Bo i Odense lukker. Det er resultatet af tirsdagens møde i Ældre- og Handicapudvalget.

Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune har tirsdag besluttet, at rehabiliteringstilbuddet Kragsbjergløkke Leve-Ud skal lukkes. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

En konsekvens af beslutningen er, at OK-Fonden også lukker plejehjemmet Kragsbjergløkke Leve-Bo.

Odense Kommune og OK-Fonden stod bag forsøget. Formålet var at undersøge, om et intensivt, længerevarende rehabiliteringsforløb kunne hjælpe borgere med at blive boende længere tid i eget hjem.

En rapport har vist at projektet er lykkedes. Men rapporten viser også, at samme effekt kunne være opnået med en billigere indsats.

- Vi er nødt til at vende hver femøre og prioritere de penge, vi har, så vi sikrer mest mulig livskvalitet for borgerne. Og her kan vi desværre konstatere, at effekten ikke står mål med omkostningerne, siger Ældre- og handicaprådmand, Brian Skov Nielsen, Enhedslisten.

Det er et enigt Ældre- og Handicapudvalg, der står bag beslutningen.

OK-Fonden lukker Kragsbjergløkke Leve-Bo

OK-Fonden har som konsekvens af lukningen af Leve-Ud besluttet også at lukke Kragsbjergløkke Leve-Bo.

– Det er for sårbart at drive så lille en enhed med de krav, der stilles til fremtidens plejehjem. Driften af Kragsbjergløkke har tydeligt vist, hvor betydningsfuldt det er, at der er match mellem beboerne og de medarbejdere, der skal løse opgaven. Vi vil ikke have tilstrækkelig faglig fleksibilitet fremadrettet i så relativt lille en medarbejdergruppe, siger Paul Erik Weidemann, administrerende direktør i OK-Fonden.

Beboerene vil nu få tilbudt en anden plejebolig.

 

Oversigt

    Oversigt