Eftersøgning efter 78-årig fortsætter på lavt blus

Efter ti dages eftersøgning har Fyns Politi nu skåret kraftigt ned på ressourcerne i arbejdet med at finde den forsvundne 78-årige kvinde i Søndersø.

Ifølge Fyns Politi er der nu så små muligheder for at finde den forsvundne demente 78-årige Helen Irene Jensen i live, at de har besluttet at skære kraftigt ned på de ressourcer, der bruger i eftersøgningen.

Siden Helen Irene Jensen sidste mandag forlod sit hjem i Søndersø, har politiet med blandt andet hundepatruljer og helikoptere forsøgt at finde hende. 

- Vi har afsøgt alt muligt og er nået dertil, at det ene kan være lige så godt som det andet. Vi har simpelthen ingen ide om, hvior vi skal lede. Og vi tror ikke på at finde hende i live mere, så nu er succeskriteriet bare at finde hende, så de pårørende kan få vished. Så vi prioriterer at bruge vores ressourcer anderledes, siger Lars Thede, der er vagtchef ved Fyns Politi.  

Derfor fortsætter politiet nu eftersøgningen med to daglige hundepatruljer.

Frivillige fortsætter

De frivillige i organisationen Missing People Denmark fortsætter fredag eftersøgningen i Søndersø.

På deres Facebookside skriver de blandt andet, at de i de seneste dage også har brugt en drone i eftersøgningen og har fløjet rundt om Søndersø, mens de samtidig har fortsat eftersøgningen til fods inde i selve byen.

De har fået en del fra dronen, billeder der nu skal nærstuderes for at se, om de kan bringe nyt i eftersøgningen.

- Men vi klør på, takket være alle jer der bakker op og hjælper med eftersøgningen, skriver de på deres Facebookside.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De opfordrer beboerne i Søndersø til endnu en gang at kigge i udhuse, skurer, garager, under presseninger, i have-skel og lignende, hvor Helen Irene Jensen muligvis kan have søgt ly for vejret.

Som det har været tilfældet siden sidste uge, mødes de frivillige fra Missing People Denmark også fredag kl. 10 på Industrivej 2 i Søndersø. De gør opmærksom på, at man skal være fyldt 18 år for at deltage i eftersøgningen, og man må ikke medbringe sin egen hund, da den blot vil forstyrre de øvrige eftersøgningshunde.

Den forsvundne Helen Irene Jensen beskrives som 160cm, spinkel af bygning, skulderlangt gråt hår. Da hun forsvandt var hun iklædt en hvid t-shirt, en hvid cardigan og blå cowboybukser.

Oversigt

    Oversigt